Tabuet kernekraft
I et samfund skal man prioritere. Ligesom i enhver anden økonomi, må man i samfundsøkonomien glemme det perfekte, men derimod stræbe efter det optimale.
Det perfekte system, den perfekte teknologi, den perfekte strategi findes simpelthen ikke. Hvis man stræber efter det perfekte, når man end ikke den optimale løsning til sokkeholderne.
Det perfekte er ikke desto mindre hvad politikerne har som mål når det kommer til miljø- og klimapolitikken. Men var vindmøller og anden grøn teknologi den optimale løsning, så ville Vestas i dag være midtpunkt i en blomstrende industri – vel at mærke uden massiv statsstøtte. Vindmølleeventyret ophører så snart de offentlige midler stopper, da industrien naturligvis ikke kan overleve på markedsvilkår.
Sådan kommer vi unge i Arbejde
Ungdomsarbejdsløsheden er blevet udpeget som en af de helt store økonomiske udfordringer vi står over for i Europa. Selvom arbejdsløsheden blandt unge i Danmark er lavere end i mange andre EU-lande, skal man ikke overse problemet. Når de nyuddannede går ledige i over et år, risikerer de at blive overhalet af den nyeste årgang fra uddannelsen. De mange ufaglærte unge har svært ved at konkurrere med deres ældre kolleger, der har mere erfaring og derved større værdi for arbejdsgiveren. Der er mange af os unge som står til at skulle lede rigtigt længe efter et arbejde.
Politikerne har løsningsforslag, der alle har det tilfælles at det ikke rører ved roden af problemet: Der mangler arbejdspladser til de unge. At investere offentlige midler i praktikpladser eller som tilskud til nyansatte unge fjerner alene pengene fra den i forvejen hårdt ramte private sektor. Det er den idiotsikre vej til at gøre ondt værre.
Her er fagforeningens mafiametoder
Jeg har den seneste tid været interesseret i det danske arbejdsmarked, eller nærmere problemerne ved selvsamme. Jeg savner en kritisk journalistik omkring hvordan et rigidt arbejdsmarked, som det danske, i høj grad hæmmer væksten og holder de svageste uden for arbejde. I den forbindelse har jeg yndet at sammenligne LO og co. med mafiaen og hvordan fagforeningerne herhjemme tager ufine metoder i brug. Senest har jeg mærket metoderne på egen krop i forsøget på at stifte en forening, der ville sætte større fokus på problemet. Foreningen blev kuppet, og heldigvis for os, da dette var et pragteksemplar på hvordan fagforeningerne tilsidesætter al ordentlig opførsel i forsøget på at fremme deres agenda.
Formålet med denne artikel er at underbygge min påstand om at LO og co. tager ufine metoder i brug med en række eksempler. Der er endnu ingen der er vågnet op til et halshugget hestehoved, men metoder som afpresning og trusler burde være noget der hørte den sicilianske mafia til. Alene det at man i 3F ikke respekterer arbejdsgiver og arbejdstagers ret til selv at vælge repræsentation og overenskomst er tegn på, at der ikke skal være plads til andre end dem selv.
Mange af disse eksempler kan virke relativt uskyldige, men der er i alle tilfælde mangel på respekt overfor fagforeningsfriheden og i visse tilfælde også overfor den grundlæggende ejendomsret.
Kampen for en blødere socialisme
De konservative vil indgå aftale med regeringen om en ny skat på familieejede virksomheder. Efter sigende skulle det være fordi, man kan bløde skatten op, selvom Thor Möger allerede før aftalen havde lagt op til en lempelse af deres forslag. Rent praktisk betyder det, at private virksomheder der går i arv, skal brandbeskattes en smule mindre end hvad Socialistisk Folkeparti ønskede. Det er hvad konservativ politik er i Danmark anno 2011.
Fællesnævneren for VK-regeringen siden 2001 er ideen om at føre en lidt blødere socialistisk politik end socialisterne vil. Det offentlige forbrug er vokset fra et gennemsnit under Nyrup på 25,3% af konjunkturrenset BNP til et gennemsnit på 27,1% under VK regeringen. Tallene viser klart at Danmarks økonomiske styring er blevet mere socialistisk under en såkaldt borgerlig regering.
