UDVALGTE ARTIKLER
Redaktionen hos Podia vælger løbende "udvalgte" artikler, der fortjener et særligt fokus. Grundlaget for valget af artikler er diffust - men fælles er det, at artiklerne skal have en lang holdbarhed. At de i højere grad skal være tematiske, fremfor f.eks. aktuelle. Og at de skal være grundige.
Hvis du mener, at en artikel fortjener at blive føjet til denne kategori, kan du give os et hint [hér].
Refleksion: Hvordan og hvornår kan vi håndtere det grusomme?
Hvad er det for faktorer der spiller ind, når vi bygger et tabu. Hvor tæt på skal tragedien være - og hvilke omstændigheder retfærdiggør billedgengivelse, citering - og mere generel behandling af en grusom situation? En meget vigtig faktor synes at være kulturidentifikation og tildels en geografisk og tidsmæssig afstand. Men hvorfor spiller den kulturelle identifikation en - tilsyneladende - særlig rolle?
Fornylig var der en debat om rimeligheden i at medier bringer interviews med Anders Behring Breivik. Flere medier havde trukket deres ansøgninger om interview tilbage, fordi man ikke vil "give taletid til monstret". Bl.a. BBC havde haft ansøgt om interview - men siden trukket denne tilbage.
Ekstra Bladet har som én af få medier fastholdt ansøgningen. Til stor irritation for f.eks. Lisbeth Knudsen hos Berlingske. Et hovedargument imod at bringe interviews er, at man giver Breivik en stemme - og at hans handling får opfyldt sit mål. Men hvad er det for et billede vi står tilbage med, såfremt et sådan interview gennemføres? Er det et billede af en førerskikkelse, som vi lader os inspirere af? Eller er er det et billede af en sølle sindsforvirret person? Én person og en tendens vi skal være bange for - eller måske endnu værre, for nogle, en person vi ynker?
Jeg tror at vi med tavshed på sin vis giver Breivik meget mere mytisk magt. Og uhensigtsmæssigt kan være med til at skabe en personkult omkring ham.
Læs mere
Det socialindustrielle kompleks
Den 17 januar 1961 holdt en af USAs store præsidenter, Dwight D. Eisenhower en tale der gik over i historien. Den omhandlede det som han betegnede som "Det militærindustrielle kompleks". Eisenhower advarede imod at militærindustrien fik sit eget liv og voksede sig til en stat i staten. At udgifterne til militæret voksede uhæmmet, uden der var nogen specifik grund dertil. I debatten der fulgte i USA blev Eisenhowers skarpsyn hurtigt bekræftet. Høgene anklagede prompte enhver der gav Eisenhower ret for at være kommunister, antiamerikanske, pacifister (oh rædsel), eller slet og ret dumme. USAs militære budget var ved at nå monstrøse højder. Militæret blev et mangehovedet monster, og sagde man noget imod det var man straks på fjendens side. For fjenden ventede jo bare på at USA sparede lidt på krudtet så de kunne overtage den vestlige verden og gøre os alle til kommunister. I historiens objektive og analytiske lys, står hans tale i dag som noget af det mest fremsynede og dristige der nogensinde er sagt af en amerikansk præsident. Den dag i dag hives talen frem, som eksempel på mod til at sige det rigtige. Mod til at gøre op med en farlig og forkert udvikling. Det var Eisenhowers afskedstale. Havde han holdt den tale i sin embedsperiode kunne det have kostet ham præsidentposten. Nu satsede han kun sit eftermæle, og talen er det der i dag står som hans største bidrag til USAs historie, og i dag står som en af de store præsidenter.
Danmark står i dag i en tilsvarende situation. For Danmark er det dog ikke militæret der er blevet et mangehovedet monster. Det er vores sociale sektor. Den sociale sektor har fået sit eget liv. På trods af, at vi i Danmark har verdens mest lige samfund, verdens største offentlige sektor, Europas dyreste folkeskole (der vel at mærke ikke er blandt de bedste), verdens højeste skattetryk og 51% af befolkningen forsørget af staten, vokser sektoren stadig.
Læs mere
Konservatismens fællesskab
De Konservative er i krise, hvilket ikke kommer som nogen overraskelse. Det, der kommer som en overraskelse, er, at en liberalkonservativ linje ikke prioriteres højere af De Konservative, for netop en sådan linje ville kunne genskabe partiet og samle mange danskere under en fane, som ikke har blafret siden begyndelsen af 90'erne.
Kontrakten mellem generationerne bør vægtes højt, og familiens rolle i samfundet bør generelt opjusteres. I konservatismen er familien en grundpille, som samfundet skal bygges på, og familien er en institution, som bør være fundamental for fællesskabet. Når man med barselsregler, helhedsskoler og lukkedage tager ansvaret væk fra familierne, så bevæger samfundet sig væk fra konservatismen og erstatter det med en statslig bundet kontrakt, hvor familiens ansvar undergraves.
Vi skal passe på de svageste i samfundet, men familien bør tage en større del af dette ansvar, fremfor hele tiden at bede staten om at overtage ansvaret for familiemedlemmer. Desværre er netop den statslige kontrakt med til, at familiernes selvstændighed underkendes, hvilket medfører, at ansvaret for selv familiemedlemmer overføres til staten. Det er et svaghedstegn for fællesskabet, når man beder staten om at forsørge sin mor, sine børn eller sine bedsteforældre, når man selv har både økonomisk og socialt råderum til at gøre det selv.
Læs mere
Ordentlighed på nettet og i bloguniverset
Internettet har haft stor positiv betydning for kommunikation og demokrati, i løbet af de sidste ca. 15 år. Jeg er af den opfattelse, at internettet har beriget demokratiet, men også skærpet tonen i debatten. Det sidste ses tydeligt på en række blogs. Skærpet tone er måske uundgåeligt, da tanker og kommentarer til samme, kan offentliggøres uredigeret. Tonen på diverse blogs er ikke for de sarte og bærer præg af prompte reaktioner og kontant og bastant affærdigelse af ofte seriøse indlæg, der rummer dokumentation, formidler viden og leverer en pointe og en holdning. En holdning som mange kan være uenige i og derfor føler sig kaldet til at nedgøre og latterliggøre med et sprogbrug, så vi er tilbage på neandertaler niveau. De der er de værste i nedrakning med et bramfrit sprog er næppe dem der også til andre tider begår de selvstændige indlæg. Måske linker de til et indlæg, som de er uenige i og igen kan indtage en nedgørende holdning overfor, når linket præsenteres i et forum hvor alle er enige. Meningsfæller finder sammen. Jeg kan heller ikke selv, som blogger, sige mig helt fri for at det er harmen, indignationen, irritationen, der får mig til tasterne og ikke den positive indgang til et emne. Men jeg vil det bedste og bidrage til en konstruktiv debat om især Danmarks fremtid.
Læs mere
Dansk kultur er multikultur
Denne artikel ender sikkert på øretævernes holdeplads for den kommer med et argument for at det danske samfund er multikulturelt og altid vil være det og altid har været det. Der er mange ophedede debatter rundt omkring om dette emne, følelserne bliver bragt i kog og klinger krydses, der er meninger for og i mod, men faktum er stadig dansk kultur er multikulturel. Vores kultur kunne jo slet ikke udvikle sig, hvis der ikke kommer nye input(bemærk det engelske ord) hele tiden. Det giver blodomløbet friske blodlegemer og sørger for at blodet ikke stivner.Denne artikel er et 100% forsvar for det multikulturelle samfund, som jeg støtter i ben og marv. Modstanderne kæmper en umulig kamp mod det multikulturelle, for kammerater, I lever i det allerede og det ville kræve etniske udrensninger af proportioner, større end Hitler-Tysklands, at ændre det. Men det er også det der den yderste højrefløjs og nazisternes mål. De vil udrydde. Rense. Jeg kunne i den sammenhæng godt tænke mig at vide, hvad Dansk Folkepartis mål egentlig er, hvordan ser deres utopia ud, altså når alle indvandrere, fremmedarbejdere, muslimer og andre anderledes tænkende er væk?
Læs mere
Anerkend en palæstinensisk stat
I disse dage mødes verdens FN-lande i New York, og opmærksomheden er især rettet mod palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, som i fredags bad FN's generalforsamling om fuld anerkendelse af en palæstinensisk stat. Jeg er helt af den overbevisning, at Danmark skal tilslutte sig de mange andre lande, der støtter forslaget og være med til at sikre palæstinenserne deres eget land og fuldt medlemskab af De Forenede Nationer.
Konflikten i Israel har været i gang i mands minde, og selvom der er begået fejl på begge sider, kan vi ikke nægte palæstinenserne en stat. Det er en grundlæggende menneskerettighed, at man har mulighed for at bo i sit eget land, og nægtelsen af en sådan er på ingen måde acceptabel og slet ikke i denne situation.
Læs mere
Håbets forår – dødens sommer
Selvom det ikke er slut endnu, kan man allerede nu slå fast, at 2011 bliver et år, som vi vil huske. Det begyndte med de modige opstande i flere arabiske lande, som førte til fald for despotiske regimer i Tunesien og Egypten. Mange var optændt af et håb for mere frihed og demokrati i verden. Det er et håb, som jeg stadig har, men hvor foråret var præget af nyheder, der gav os håb, har sommeren været præget af uhyggelige påmindelser om, hvor sårbar vores verden er, og at der stadig er behov for at kæmpe for frihed og menneskelighed, når grusomheden viser sit grimme ansigt.
Læs mere
Kommunale kunstindkøb – en opgave for politikerne eller særlige kunstråd?
Når kunst skal pryde kommunale gange, parker og rådhuspladser udvælger politikerne i borgerrepræsentationerne ofte selv kunstværkerne. Men er det egentlig i orden, at politikere udvælger kunstværker for skatteborgernes penge uden at rådføre sig med eksperter, som f.eks udøvende kunstnere, kunsthistorikere eller museumsfolk m.fl.Det er et brud med det såkaldte armslængdeprincip, som i sin tid blev indført af socialdemokraten Julius Bomholt og som har en stærk tradition i Danmark. Kort fortalt er armslængdeprincippet, at man nok skal støtte, men ikke dirigere. Man skal altså støtte kunsten og samtidig sikre kunsten mod statens indblanding. I dette tilfælde kommunernes.Dilemma: kunstnerisk frihed og at holde sig inde for en bestilt opgaves rammerHenning Jørgensen, professor i offentlig forvaltning på Aalborg Universitet, siger til P1 Morgen, at hvis man ikke lader eksperter udvælge de kunstværker kommunerne køber vil det forurene det offentlige rum med elendig kunst og dermed være et spild af danskernes skattekroner.Han er talsmand for at kunstnerne skal bevare den kunstneriske frihed, også når det drejer sig om en kommunal bestillingsopgave. Kunsten med andre ord foregå på kunstens og kunstnerens præmisser og ikke underlægges besnærende økonomiske rammer.
Omvendt mener Jane Findahl(SF) fra Kommunernes Landsforenings(KL), at kunsten er der for at danne og oplyse borgerne. Det betyder vel noget i retning af, at når kunsten er et bestillingsarbejde fra en kommune, så kan kunstneren ikke regne med 100% frihed til at lave hvad kunstneren har lyst til. Politikerne i kommunerne skal jo stå til ansvar overfor borgerne og dermed vælgerne og derfor kan man ikke bare fylde byerne med kunst, som flyver hen over hovedet på disse borgere og vælgere og ikke giver mening for det brede publikum. Jane Findahl tænker som en politiker og man dristes til at sige, at hun mener, at kunstnerne skal lefle for deres publikum.Læs mere
Mangfoldighedens fjender
Johanne Schmidt-Nielsen havde den 7. august et spændende blogindlæg på sin blog på Politiken. [link]Hendes indlæg er delt op i to dele: første halvdel er en fornuftig kritik af de borgerlige partiers forsøg på at skabe ensretning i samfundet. Anden halvdel handler om, hvordan hun vil indføre tiltag, som faktisk vil skabe ligeså meget ensretning i samfundet, som den hun beskylder de borgerlige for at skabe.I første halvdel påpeger hun, at VKO har indført masser af regler, der hæmmer borgernes rettigheder. Terrorlovgivning kan bruges til at overvåge befolkningen på alle mulige måder. Med lømmelpakken indførte man endnu flere sanktioner mod forsamlingsfriheden. Christiania blev normaliseret, og man fik lukket Pusher Street (i en overgang i hvert fald). Man kan den dag i dag stadig købe hash på Christiania – ligesom man kan købe det alle mulige andre steder i landet. Desuden indførte regeringen og Dansk Folkeparti 24-års reglen i 2001. Argumentet for loven var især, at man skulle undgå arrangerede ægteskaber. At nogle ’uskyldige’ ville blive ramt, tog man ikke så højtideligt.Læs mere
Socialismens modsætninger
Denne video har floreret på de sociale medier, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan greje, hvorvidt den er lavet for sjov, eller om Rasmus i videoen faktisk er seriøs. Det, der til sidst overbeviste mig om, at han var seriøs, var en ihukommelse af Mattias Tesfayes gamle forslag om, at alle lønninger over 50.000 kroner om måneden skulle forbydes.For at ovenstående forslag skulle kunne lade sig gøre, så skulle der ske et skred i forhold til, hvorledes vi som danskere bliver motiveret. Den materielle aflønning i kroner og ører skulle ikke mere betyde noget, for hvis alle borgere tjener mellem 20.000 og 50.000 kroner, hvor finder vi så motivationen for at gøre en indsats for samfundet. Det burde faktisk kunne forklares indenfor motivationsteoriens egen verden, og selv simple teorier som Maslows behovspyramide, Scheins menneskesyn, McGregors X- og Y-syn kan give en kort forklaring på, hvad det er Mattias måske gerne vil opnå.Læs mere
