Dødens købmænd gnider sig i hænderne - Våbensalg på verdensplan steget 24 %
- Detaljer
- Kategori: Verden
- on 26 juni 2012
- by Morten Bjerg,
- Visninger: 475

Amnesty International har gang i en storstilet kampagne mod salg af våben verden over. Mange af de våben der bliver solgt bliver brugt til at undertrykke og i nogle tilfælde massakrere befolkninger rundt om i verden. Anmesty er endelig kommet igennem efter 10 års lobbyarbejde og nu skal der forhandles om en våbenhandelsaftale i FN.
Aftalen går bl.a. ud på at man skal vurdere om våbensalget går til et regime eller grupperinger, der vil krænke menneskerettighederne med våbene. Her synes jeg FN er lidt vag i sin formulering, da våben bruges til at slå ihjel med. Mord er jo den ultimative krænkelse af et hvert menneske. Desuden kan man ikke altid vurdere, hvad våbene skal bruges til på salgstidspunktet.
De store våbenlevendører Kina og Rusland er imod FN-aftalen, mens USA har betænkeligheder. De fleste EU-lande går ind for våbenhandelsaftalen. USA er det land der tjener mest på våbensalg på verdensplan, i 2010 var det 74 mia. kroner, faktisk over dobbelt så mange som andenpladsen Rusland.
I det nyeste Anmesty medlemsblad fremgår det at Danmark har en beskæmmende 6. plads blandt de lande, der transporterer flest våben, også til tvivlsomme regimer. Således har det danske skib Marianne Danica leveret våben til de Egyptiske sikkerhedsstyrker i en periode, hvor de selv samme sikkerhedsstyrker øvede vold på civilbefolkningen. Vi kender billederne fra Tahrirpladsen i Kairo. Rederiet H. Folmer & Co har leveret våben til Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Algeriet og Tunesien.
Så når vi lovpriser Det Arabiske Forår skal vi huske at befolkningerne i de arabiske lande i stor grad kæmper mod styrker som vi i EU og USA har solgt våben til. USA, England, Frankrig og Tyskland har bl.a. solgt våben til Libyen, Egypten, Bahrain og Yemen. Alle regimer der indgik i Det Arabiske Forår. Samtidig har Frankrig og Rusland solgt våben til Syrien. Israel er som bekendt den største post på USAs budget for militærbistand og dermed våbeneksport.
Danske styrker i Irak og Afghanistan kæmper således også mod våben købt i Vesten, dengang begge lande var vores allierede. De berygtede vejsidebomber i Irak er sågar skabt efter træning af CIA.
Helle Thorning-Schmidt har lige modtaget den kinesiske præsident Hu Jintao, der internt i Kina har masser af menneskerettighedskrænkelser på samvittigheden, men også i Taiwan og Tibet. Kina har heller ikke mange skrupler når det gælder salg af våben. Kina og Rusland har således solgt våben til Sudan og dermed til myrderierne i Darfur. Våbene er solgt videre til tvivlsomme regimer som Somalia, Uganda og DR Congo.
Ifølge Anmesty er våbensalget i hele verden steget med 24% fra 2006 til 2010. 500.000 mennesker bliver dræbt hvert år af skydevåben, hvilket er et menneskeliv i minuttet.
Det er et stort fremskridt, hvis FN kan få vedtaget en lov mod våbenhandel, men det er slet ikke nok. Irak og Afghanistan er glimrende eksempler på hvordan vindene blæser i international politik - så det kan være yderst vanskeligt at vurdere, hvor og hvordan de solgte våben vil blive brugt. For gårsdagens venner er måske fjender i dag. Og måske er våbenhandlerne bare kyniske spekulanter i død og ødelæggelse.
I virkeligheden bør man nedruste på lige netop det område, men det er en lang sej kamp, som vi kan se, så er våbenindustrien en kæmpestor sværindustri, der tjener styrtende med penge og derfor også har masser af magt. Men det ændrer ikke på at salg af våben er salg af død og det skal stoppes.
Amnesty Internationals underskriftindsamling Stop ukontrolleret våbenhandel








