PODIA.DK - Politisk Dialog og Debat

Må ventetider på sygehusene være anledning til at se mod udlandet og de bedste på feltet

Hen over julen har kørt en debat omkring ventetider i sundhedsvæsenet. Særligt i forhold til at komme til behandling, når man lider af livstruende sygdom.

 

Kræftens Bekæmpelse har netop oplyst omkring:

 

- Bugspytkirtelkræft: Cirka 900 nye tilfælde pr. år. Ventetid på op til 35 dage. 

  Maksimal ventetid ifølge kræftpakken er syv dage.

- Spiserørskræft: Cirka 400 nye tilfælde pr. år. Ventetid på operation op til 35 dage. 

  Maksimal ventetid ifølge kræftpakken er syv dage.

- Æggestokkræft: Cirka 575 nye tilfælde pr. år. Ventetid på operation er op til 21 dage. 

  Maksimal ventetid ifølge kræftpakke seks dage.

 

Tempoet i behandlingen kan være afgørende for, om man kan tilbyde disse patienter en helbredende operation, eller om man kun kan holde sygdommen nede i en periode.

 |  Læs mere...

Tilliden til Thorning-Schmidt er stor – men vist kun på sundhedsområdet

Astrid Krag er Minister for Sundhed og Forebyggelse. Umiddelbart efter ministersammensætningen anså jeg hende som regeringens svageste led. Ikke fordi hun ikke ville kunne bestride en ministerpost, men fordi hun fik et af de mere turbulente af slagsen og så lidt overmatchet ud. Hun skulle og skal som Sundhedsminister enten gøre op med tidligere regerings politik. Eller følge denne. Det sidste vil indebære realvækst på området og fortsat opbakning til udvidede patientrettigheder og garantier og brug af private tilbud og fradrag for sundhedsforsikringer. Astrid Krag har fået et ideologisk ministerium, fordi det opererer i spændingsfeltet og valget mellem private og offentlige tilbud.

Astrid Krag er hidtil sluppet hæderligt fra opgaven. I hvert fald hvis vi vurderer hende på skalaen god henholdsvis dårlig presse. Hun ligner ikke en minister der er færdig. Hun har kampgejst og er ved at ideologisere området om, fra liberalistisk til socialistisk. Sundhedssektoren er også et af de sidste og få områder, hvor det giver mening at bruge betegnelsen ideologisk kamp, i dansk politik.

 |  Læs mere...

Mere brugerbetaling i sundhedsvæsenet – eller bare en anden fordeling?

Liberal Alliance går ind for at indføre beskeden brugerbetaling på udvalgte ydelser i sundhedsvæsenet, hvilket er i tråd med Velfærdskommissionens anbefalinger. Ifølge Anders Samuelsen, skal der naturligvis være et loft på betalingen, så det sikres, at alle kan få den behandling og hjælp, de behøver.

Ifølge Samuelsen bliver vi nødt til at betragte sundhedsvæsenet som en helhed, og Samuelsen er overbevist om, at danskerne gerne vil betale et beskedent beløb et par gange om året hos deres praktiserende læge, når netop det vil betyde, at vi kan forbedre teknologien og behandlingsmetoderne i kampen mod alvorlige sygdomme som kræft. Vi har jo ikke ubegrænsede midler i sundhedssektoren, og med beskeden brugerbetaling kan vi både effektivisere systemet og få penge ind, der vil sikre, at alvorligt syge danskere kan få den bedst mulige behandling. Det er både socialt og fair. Sådan er holdningen hos Samuelsen.

 |  Læs mere...

Merkantil tankegang på sygehuse savnes

I foråret 2010 modtager jeg et opkald. Jeg befinder mig i Sorø og får en meddelelse fra min søns børnehave. Han er kommet til skade og de er usikre på, om han skal på skadestuen på Næstved Sygehus. Jeg vurderer på baggrund af telefonsamtale, at det skal han og kommer så hurtigt jeg kan. Jeg afhenter og kører på sygehuset med ham. Med i bilen er heldigvis min samleverske og min søns mor.

Jeg kører til Skadestuen, men kan ikke øje noget parkering. Det er mindre vigtigt, da jeg kan holde et minut foran Skadestuen og min søn og samlever kan smutte ind på Skadestuen. Det er en time siden skadeshændelsen og vi har stadig en time at gøre godt med ift. den behandling han skal udsættes for. Skadestuen reagerer professionelt. Sådan er jeg fortalt af min samleverske og det kommer ikke bag på mig. De kan deres kram.

Jeg når meget sent ind i selve Skadestuen. Der er ingen parkering på Sygehuset. Jeg kører over til Kvickly og låner deres 2 timers parkering.

Jeg undrer mig en smule over hvorfor parkeringskapaciteten ikke matcher parkeringsbehovet for patienterne og deres pårørende. Der er jo tale om korttidsparkering. Men da jeg også har en fortid som ansat på sygehuset ved jeg hvem der holder på det, der burde være forbeholdt patienter til ambulant behandling, skadestuebesøg og eventuelt pårørendebesøg til indlagte patienter. Det gør personalet. Det samme personale, som altid bruger patienternes vilkår og hensynet til dem, når de selv skal have forbedret deres arbejds-, uddannelses- og lønvilkår. Men hvordan kan de med en arbejdsdag på omkring 6-8 timer nøjes med en parkeringsplads i 3 timer? Jo, de går ned i pauserne (som man ifølge debatten i dagspressen får indtryk af, at de ikke har nogen af) og stiller på P-skiven.

Hvis disse ansatte tog patienterne alvorligt. Hvis de forstod hvorfor de har et job og hvem de har brug for, for at beholde jobbet (patienterne) og forstod, at en del af sygehusets finansiering stammer fra aktivitetsbestemt finansiering, så ville de tænke sig om, næste gang de parkerer bilen. Og ikke optage en plads for patienterne, som jo er en slags kunder i butikken. Lidt merkantil tankegang hos ansatte og i øvrigt også Sygehusledelsen, vil ikke skade.

Omlægning af medicintilskud under hensyn til patienter og samfundsmæssige omkostninger

Lægemiddelstyrelsen revurderer tilskuddet til antidepressiv medicin
For øjeblikket er Lægemiddelstyrelsen ved at revurdere tilskuddet til antidepressiv medicin. En proces, man allerede har været igennem for blodtryksmedicin. Her betød revurderingen, at patienterne nu kun kan få generelt tilskud til et enkelt præparat, nemlig det billigste. Har man ikke gavn af netop dette, skal vedkommendes læge søge om enkelttilskud hos Lægemiddelstyrelsen.

I Radikale Venstre er vi ikke mod, at man undersøger, om effekten af medicinen står mål med udgifterne, og om muligt sparer penge, hvor man kan. Men vi er meget optagede af, at revurderingen tager tilstrækkeligt hensyn til patienterne og ikke rammer disse for hårdt, samt at en besparelse på medicintilskuddet ikke blot øger udgifterne på andre områder. Derfor har vi torsdag den 27. januar indkaldt ministeren i samråd om omlægningen af tilskud til antidepressiv medicin.

Tilskuddet skal følge patienten
Siden vi indkaldte til samråd, er Sundhedsminister Bertel Haarder imidlertid kommet med en udmelding om en mere generel omlægning af medicintilskuddet, der uden tvivl også vil få betydning for tilskuddet til antidepressiv medicin. Ministeren ønsker, at tilskuddet fremover kommer til at følge patienten frem for præparatet. Umiddelbart lyder dette besnærende. Ikke mindst hvis tilskuddet kommer til at ligge på et niveau, hvor patienten har en reel valgfrihed. Problemet er, hvis dette ikke bliver tilfældet. I så fald vil omlægningen ramme dem med de laveste indkomster hårdest, og dermed bidrage til at øge den sociale ulighed i sundhed.

Mangelfuld inddragelse af relevante parter
Hvis udfaldet af revurderingen af antidepressiv medicin får samme udfald som revurderingen af blodtryksmedicin, vil mennesker med depression miste det generelle tilskud, medmindre de tager det billigste lægemiddel til behandling af depression. I den forbindelse synes det meget problematisk, at selve processen omkring revurderingen synes at have været meget lukket. Det er Medicintilskudsnævnet, der laver indstilling til Lægemiddelstyrelsen om, hvad der bør ske på området. Medicintilskudsnævnet består af generalister, hvorfor det er meget problematisk, at man ikke i tilstrækkeligt omfang har inddraget de relevante eksperter og patientforeninger. Nogle er blevet orienterede, mens andre selv har måttet finde information om den forestående revurdering på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Da de respektive fagfolk og organisationer blev klar over, at revurderingsprocessen var i gang, har de af egen drift indsendt deres kommentarer til denne.

Mennesker reagerer forskelligt på antidepressiv medicin
I Radikale Venstre har vi, på linie med blandt andet patientorganisationerne på området, en række bekymringer. En af de største bekymringer går på, om der i tilstrækkelig grad vil blive taget hensyn til, at der kan være stor forskel på, hvordan den enkelte reagerer på de forskellige former for antidepressiv medicin. Det er ikke alle, der har gavn af samme lægemiddel, og folk oplever forskellige bivirkninger. Derfor kan man kun håbe på, at Lægemiddelstyrelsen når til en anden konklusion på området for antidepressiv medicin, end det var tilfældet for blodtrykssænkende medicin, og anerkender behovet for et større udvalg af lægemidler med tilskud.

Ligeledes frygter vi, hvad revurderingsprocessen vil komme til at betyde for mennesker, der allerede i dag er velbehandlede. Disse mennesker kan have brugt op til flere år på at finde den rigtige medicin med størst effekt og færrest mulige bivirkninger. Skal de nu til at starte forfra på det billigste produkt for at kunne opnå tilskud, kan dette få store konsekvenser i form af flere tilbagefald, genindlæggelser og måske endda flere selvmord. Som et absolut minimum bør det sikres, at de mennesker, der allerede har forsøgt sig med det billigste præparat uden effekt, ikke skal gennem samme mølle en gang til. Ministeren vil formentlig hævde, at hans forslag om at lade tilskuddet følge patienten vil kunne afhjælpe disse meget uhensigtsmæssige konsekvenser.

Haarders model - et ringe plaster på såret
Selv om man fremover måtte kunne tage tilskuddet med sig fra det billigste til et dyrere præparat, kan brugerbetalingen godt blive relativ høj. Det dyreste præparat koster 5-10 gange så meget som det billigste. Derfor kan Haarders forslag i værste fald komme til at betyde, at patienterne kun vil få 1/10 af tilskuddet sammenlignet med, hvad der normalt gives i tilskud, når man modtager tilskud til et patentbeskyttet lægemiddel. Haarders forslag om at lade tilskuddet følge patienten vil derfor kun være et ringe plaster på såret.

Vi frygter, at det fremover i høj grad vil være den enkeltes pengepung, der afgør, om man får den rigtige behandling eller ej. Dette vil betyde, at mennesker med de laveste indkomster, vil få en mindre effektiv behandling. Dermed vil modellen bidrage til at øge den sociale ulighed i sundhed. En ulighed der i løbet af de sidste 20 år er blevet væsentlig større, hvis man ser på den forventede middellevetid. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er forskellen i middellevetid mellem de 25 % højest lønnede mænd sammenlignet med de 25 % lavest lønnede næsten fordoblet i denne periode.

Set i lyset af ovenstående synes et andet meget væsentligt spørgsmål at være, hvordan Haarders model vil påvirke muligheden for at få enkelttilskud til et dyrere præparat, hvis man ikke har gavn af det billigste. I dag er det allerede sådan inden for nogle sygdomsområder, at hvis man ikke har gavn af det præparat, hvortil der er generelt tilskud, kan lægen i det konkrete tilfælde søge om enkelttilskud. Det samme kommer med stor sandsynlighed til at gælde for antidepressiv medicin som følge af revurderingsprocessen.

Fra Radikale Venstres side frygter vi, at det vil blive sværere, end det er i dag at få enkelttilskud. Ministerens model vil jo betyde, at man "bare" kan vælge at overføre tilskuddet fra det billigste præparat til det dyrere. Problemet er, at dette kræver, at den enkelte har mulighed for selv at betale differencen. Og som allerede nævnt kan denne godt blive af en betydelig størrelse. I denne sammenhæng synes det relevant, om Ministeren ville forholde sig til, hvor mange mennesker der i givet fald vil have økonomi til at benytte sig af at tage tilskuddet med sig.

Derudover er det svært at forestille sig, hvordan lægen skal rådgive den enkelte patient i et tilfælde, hvor der er meget ringe effekt af præparatet med generelt tilskud. Skal lægen her tage hensyn til den enkeltes privatøkonomi og forslå det præparat, som vedkommende har råd til, eller skal lægen foreslå det, der er bedst for patienten uden hensyn til den enkeltes økonomi? I sidstnævnte tilfælde kan det medføre en risiko for, at patienten ikke får den nødvendige og relevante behandling, hvilket igen vil øge risikoen for, at flere dropper ud af den medicinske behandling. Konsekvensen heraf kan meget vel blive et større sygefravær, flere tilbagefald og genindlæggelser, hyppigere selvmord samt flere tilkendelser af førtidspension. Alt sammen konsekvenser, der vil betyde, at de udgifter, man måtte spare på medicintilskuddet, blot flyttes andre steder hen, og med stor sandsynlighed øges.

Lige adgang til den bedste behandling
I Radikale Venstre er vi meget optagede af, at konsekvenserne af revurderingsprocessen samt Haarders forslag om en generel omlægning af tilskuddet ikke bliver, at kun den rigeste del af befolkningen fremover vil have råd til den mest effektive medicin. Vi vil sikre, at alle patienter uanset indkomst får den bedst mulige behandling, samt at en omlægning af tilskudsordningen både generelt og inden for antidepressiv medicin vil give de ønskede besparelser og ikke blot flytter udgifterne et andet sted hen.