PODIA.DK - Politisk Dialog og Debat

Senfølger af seksuelle overgreb - et område omgærdet med tabu

Det anslås, at ca. 1 ud af 10 danskere har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Langt størstedelen af disse mennesker har behov for professionel hjælp, men ifølge det Kriminalpræventive råd er det kun omkring 10 %, der får den rette hjælp. Det er ikke bare ikke godt nok. Det er fuldstændig uacceptabelt.
Senfølger af seksuelle overgreb er et område, som ikke har haft den nødvendige politiske bevågenhed. Eksempelvis er det ikke en del af Regeringens handlingsplan mod seksuelle overgreb, og indsatsen på området består hovedsageligt af frivilligt oprettede støttecentre, som er afhængige af midler fra diverse puljer og fonde. Det manglende fokus skyldes formentlig, at senfølger af seksuelle overgreb er en for mange mennesker ukendt problematik, da området er yderst tabubelagt. Jeg stiftede bekendtskab med begrebet senfølger af seksuelle overgreb til en høring på Christiansborg i foråret. Og nyligt mødte jeg et menneske, som i den grad er mærket af de seksuelle overgreb, hun har været udsat for i barndommen.

Cecilie
En ung pige, lad os kalde hende Cecilie, skrev til mig via Facebook, fordi hun havde hørt et af mine foredrag om psykisk sårbarhed. Hvad gør du, når du er allerlængest nede, ville hun gerne vide. Vi skrev sammen et stykke tid. Da det gik op for mig, at Cecilie var indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling efter en overdosis, tog jeg ind for at besøge hende.
Cecilie har været udsat for seksuelle overgreb af sin far, siden hun var en 5 år og indtil for knap et år siden. I dag er hun så småt ved at være kommet ud af en alvorlig spiseforstyrrelse. Hun har diagnosen borderline og har i perioder selvskadende adfærd. Cecilie er en sød pige, og meget moden af sin alder. Selv om hun er velbegavet, gik hun ikke i skole de tre sidste år af folkeskolen. Alligevel lykkedes det hende at få en fin afgangseksamen, men hun er endnu ikke kommet i gang med en uddannelse. Idag bor hun på et bosted for unge, der har det svært, og lever af kontanthjælp.
Det er ikke svært at forstå, at Cecilie er blevet mærket af overgrebene gennem hele sin opvækst. Men hvor er det dog svært at forstå, at der ikke er blevet sat ind før. At Cecilie først blev anbragt som 14-årig, og at der tilsyneladende ikke er nogen, der efterfølgende har bekymret sig om hendes små søskende, som endnu bor hjemme.
Cecilie fortæller mig, at en af de følelser hun slås mest med er skyld. Skyld over for sig selv, fordi hun har ladet det ske. Hun føler, der er blevet taget noget fra hende. Uanset hvad hun gør, så vil overgrebene altid være en del af hende. Selv om hun ikke ønsker det. Cecilie fortjener at få at vide, at det ikke er hendes skyld. At hun kun var et barn. Og hun fortjener at få hjælp til at lære at leve med overgrebene; til at lære at acceptere og værdsætte sig selv.
Der er ikke nogen tvivl om, at det at være udsat for seksuelle overgreb i barndommen kan få endog meget alvorlige konsekvenser for en senere i livet. Da det at have været udsat for seksuelle overgreb ofte er omgærdet af følelser som skyld og skam, er mennesker som Cecilie meget alene med deres problemer, hvilket gør det svært at sætte tidligt ind.

Forebyggelse er at foretrække
Det allerbedste ville selvfølgelig være, hvis vi kunne forebygge, at overgrebene finder sted, eller i det mindste sikre, at de bliver opdaget tidligt. Men netop seksuelle overgrebs karakter besværliggør dette. For det første, er det svært for et barn, der bliver udsat for overgreb at vide, hvad man skal gøre. Og selv hvis man kender et sted, hvor man kan få hjælp, kan der være mange faktorer som gør, at man ikke bare lige søger hjælp. Er det eksempelvis ens far, der udfører overgrebene, kan det være svært at indse, at det er forkert. Og hvor skulle man også vide det fra, hvis man ikke har prøvet andet? Måske siger han, at det jo bare er fordi, han elsker en. Eller også holder man det hemmeligt, fordi man skammer sig, eller fordi man ikke vil gå imod sin egen far, eller for den sags skyld sin mor.
Jeg tror også, det kan være rigtig svært for den anden voksne at indse, at man har valgt at leve sammen med et menneske, som begår overgreb mod ens eget barn. Man føler måske skam over ikke at have opdaget det før, måske føler man ikke, man har slået til som forælder, eller også kan man simpelthen ikke erkende, at det sker, fordi det gør for ondt.
Jeg tror, der er mange forhold, som gør det svært at sikre en tidlig opsporing, men det betyder ikke, at vi ikke skal blive bedre til det. Jeg tror, det kræver en mangesidet indsats.

Undervisning og uddannelse i seksuelle overgreb
For det første skal børn vide, hvad der er normalt, og hvad der ikke er det. Hvad de ikke skal acceptere, og hvordan de griber det an, hvis de bliver udsat for overgreb. Dette bør efter min mening indgå i seksualundervisningen i folkeskole og på uddannelsesinstitutioner. En vigtig ting, som man bør have fokus på i den sammenhæng er brug af internettet. Det såkaldte 'grooming', hvor mænd kontakter mindreårige via chatrooms, er desværre et begreb, der er i vækst, og det skal vi have sat en stopper for. Jeg ved, at Red Barnet gør en hel del på det område, og de redskaber, som de har udviklet, kan man med fordel inddrage i undervisningen.
Ligeledes skal de mennesker, der omgiver børnene i dagligdagen, det være sig lærere, pædagoger, socialrådgivere mm., have mere viden om udsatte børn, så de bliver bedre rustet til at se signalerne. Derfor skal disse fagpersoner uddannes eller efteruddannes i overgrebsproblematikken.
Det er vigtigt, at vi sørger for, at det bliver opdaget, når børn krænkes seksuelt, og at der bliver grebet ind tidligt. Jeg er meget optaget af, hvordan vi forebygger psykisk sygdom, og jeg tror, vi kan nå langt ved at sætte ind ved traumatiske oplevelser som fx seksuelle krænkelser.

Senfølger af seksuelle krænkelser
Det at være seksuelt sammen med et menneske, som man ikke har lyst til at være sammen med, kan give ens selvværd et ordentligt knæk. Er man så oven i købet barn og måske tvunget til at være seksuelt sammen med et menneske, som egentlig burde være der for en. Burde tage sig af en, som en voksen skal tage sig af et barn. Så kan det ikke andet, end at opleves som et kæmpe svigt. Hvordan kunne den voksne gøre det eller lade det ske? Og hvorfor lige mig? Et så voldsomt svigt kan tage mange år at komme over og præge en helt ind i voksenalderen.
Nogle børn lærer at cope ved at lukke fuldstændig af, når det sker, og forsøge ikke at mærke sin krop. De bliver måske dårlige til at mærke sig selv, eller også har de slet ikke lyst til at prøve, fordi det gør for ondt. Det kan være svært at bevare respekten for sig selv, når andre kan behandle en sådan. Og hvis man ikke længere føler, man er værd at elske, kan man få svært ved at lade andre komme tæt på. Det er svært at lade andre elske en, hvis man ikke holder af sig selv.
Det at blive seksuelt krænket som barn kan påvirke den enkelte meget voldsomt og give såvel fysiske som psykiske problemer. Både umiddelbart efter krænkelsen, men også senere i livet, hvis man ikke har fået hjælp. Seksuelle overgreb kan påvirke ens selvværd og evne til at være tæt på andre mennesker i en grad, så det kan præge én resten af livet.
Til konferencen i foråret hørte jeg, hvordan posttraumatisk stress syndrom (PTSD) ofte er en konsekvens af en tidligere krænkelse. Denne sammenhæng kom ikke bag på mig. Til gengæld kom det bag på mig, at en repræsentativ undersøgelse har vist, at andelen, der udvikler PTSD som følge af seksuelle overgreb, er på linie med den andel af behandlingssøgende torturofre, der udvikler samme lidelse!

Tabuer skal nedbrydes
En ting, der optager mig meget som politiker er at få brudt med forskellige tabuer, ikke mindst det tabu, der eksisterer omkring psykisk sygdom og psykiske problemer i det hele taget. Jeg tror ikke, tabuer gavner særlig meget. Alt for ofte betyder det, at mennesker ikke får den rette hjælp i tide. Det gør det ikke kun svært for den krænkede, men også for de der burde gribe ind. Den krænkede føler ofte skam og ydmygelse over, at være blevet udsat for overgreb, og fordi det ikke er noget, man taler om, kan det være svært at søge hjælp. Lærere, pædagoger og andre, der er tæt på barnet, er måske bange for at handle, hvis de ikke er sikre i deres sag, og ved måske ikke rigtigt, hvordan de skal håndtere det.
En måde at bryde tabuet er ved at øge oplysningen om seksuelle overgreb. Et rigtig godt tiltag er filmen "Træneren", der er lavet på initiativ af et filmselskab til brug i undervisning. Filmen tager fat i en meget relevant problemstilling, nemlig forholdet mellem træner og børn. At den er lavet som fiktion, tror jeg, gør det lettere for børnene at forholde sig til så svært et emne og snakke om det. De foreløbige evalueringer viser, at både børn og lærere er yderst tilfredse med filmen.

En landsdækkende og permanent indsats
Mennesker, der har været udsat for seksuelle krænkelser kan få tilskud til 12 psykologsamtaler. Man skal imidlertid ikke kende meget til problematikken for at vide, at det at være udsat for seksuelle overgreb i sin barndom kan sætte sig så dybe spor, at dette tilbud forslår som en skrædder i helvede. Derfor bør der selvfølgelig ikke være denne øvre begrænsning på psykologsamtalerne. Desuden skal lægerne kende til støttecentrenes tilbud, Servicestyrelsens psykologordning indeholdende 11 gratis psykologtimer, og andre relevante tilbud. Fra høringen i foråret ved jeg, at der er lavet pjecer målrettet lægerne for at oplyse om disse muligheder.
Hjælpen fra det offentlige er utrolig begrænset. Derfor skal vi være glade for den store og uundværlige indsats, som gøres i støttecentrene landet over. Blandt deres tilbud til mennesker med senfølger er bl.a. selvhjælpsgrupper, individuelle terapiforløb, væresteder, anonym rådgivning, undervisning mm. Som politiker arbejder jeg for, at denne indsats sikres permanent finansiering, samt at den kommer til at dække hver en krog af landet.
Ved at iværksætte de nødvendige indsatser i forhold til senfølger af seksuelle overgreb, tror jeg, at vi kan spare samfundet for mange penge i form af færre udgifter til sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension, behandling for misbrug samt psykiatriske indlæggelser. Og oven i det skal lægges de menneskelige omkostninger, som vi kunne undgå. Mennesker som Cecilie fortjener al den hjælp, vi overhovedet kan give dem.

• < Forrige