PODIA.DK - Politisk Dialog og Debat

Lighed i den mentale sundhed

Kunstneriske genier med en snert af galskab har altid eksisteret. Grænsen mellem galskab og genialitet er opfattet som hårfin. Der er sat lighedstegn mellem galskab eller diverse former for sindssyge på den ene side og evnen til at begå kunstneriske frembringelser af ypperste kvalitet, på den anden side.

Imidlertid er der – af gode grunde – et ønske om at sindstilstande, psykisk sygdom som depressioner og manier især, behandles medicinsk og ved samtaleterapi, eventuelt med elektrochokbehandling. Jeg kan i sagens natur ikke blande mig i eller kloge mig på lægelige beslutninger og diagnoser og ordinationer i den forbindelse. Men det er helt indlysende at psykisk syge skal behandles. De kan være til fare for sig selv og omgivelserne. Og psykisk sygdom kan være invaliderende, hvis ubehandlet. Det er helt indlysende at psykisk syge tilbydes samme behandlingsmuligheder som somatisk syge. Altså samme kvalitative niveau. Det er stadig meget tilbage at ønske i den forbindelse. Psykiatrien har ikke oplevet samme realstigningstakt i bevillinger, som somatikken. Særligt under Fogh Rasmussens regeringer, men også i Lars Løkke Rasmussens regeringstid, forkæledes sundhedsområdet, der som eneste område, de senere år, har oplevet økonomisk realvækst.

 |  Læs mere...

Investering i psykiatri: Endelig kommer Venstre på banen

Forleden kom det frem, at Venstre vil bane vejen for forsøg med shared care i psykiatrien. Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard (V) har udtalt at: "gør vi det, så vil jeg garantere for, at der er penge at hente senere ved en koordineret indsats." Det er glædeligt, hvis også Venstre nu har indset fornuften i at investere i psykiatrien. Bedre sent end aldrig fristes man til at sige.

Psykisk sygdom anslås at koste omkring 55 mia. kr. årligt og berører rigtig mange mennesker. Fx lider omkring 200.000 mennesker af angst og 200.000 af depression. Verdens sundhedsorganisation vurderer, at psykisk sygdom i de kommende år bliver en af de største trusler mod folkesundheden, og forleden kom det frem, at Danmark ligefrem har verdensrekord i psykisk nedslidning. Alligevel viser alle beregninger, måske lige bortset fra ministerens egne, at psykiatrien længe har haltet bagud i forhold til somatikken, hvad angår bevillingerne.

Derfor er det for mig helt nye toner, når Preben Rudiengaard, nu bebuder, at Regeringen er nødt til at finde pengene til at indføre shared care hos de praktiserende læger. Shared Care vil betyde øget samarbejde mellem de praktiserende læger og psykiatrien, sådan at lægerne bliver bedre klædt på til at håndtere psykiske lidelser som angst og depression.

Når nu Preben Rudiengaard alligevel går til Sundhedsministeren, kunne han så ikke i samme ombæring fortælle ministeren, at en udvidelse af den tilskudsberettigede psykologordning til mennesker med depression også vil være en rigtig god forretning? I dag er det som bekendt kun mennesker mellem 18 og 37 år, der kan gøre brug af denne. Her behøver Rudiengaard ikke bede Danske Regioner om at lave forarbejdet, for analysen er allerede lavet. En udvidelse af ordningen vil koste omkring 160 mio. kr. og medføre en samfundsmæssig gevinst i omegnen af 800 mio. kr.

En investering i psykiatrien er ikke blot en god investering. Det er også en helt nødvendig forudsætning, hvis vi vil gøre os håb om at forebygge førtidspensioneringer. Og det er jo netop formålet med de forhandlinger, der for tiden pågår mellem folketingets partier om en førtidspensionsreform. Det er utopisk at tro, at vi får brudt den udvikling, hvor flere og flere mennesker tilkendes førtidspension på baggrund af en psykisk lidelse ikke mindst depression, hvis ikke vi sørger for, at der er de rette og helt nødvendige behandlingstilbud.

Radikale Venstre vil gerne være med til at finde pengene til forsøg med shared care. Som eksperterne, tror også vi, at det er vejen frem.

Politiet skal komme i civil ved tvangsindlæggelser

I årenes løb har der været en række episoder, hvor mennesker med psykisk sygdom har mistet livet under politiets forsøg på at tvangsindlægge dem. Disse meget tragiske hændelser skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at forebygge.
Af loven fremgår det, at politiet så vidt muligt skal komme i civil. Det gælder under tvangsindlæggelser, men også ved ambulant tvang, som sidste år blev vedtaget ved lov. Imidlertid hører man ofte, at det langt fra altid er sådan, det foregår. Ifølge formanden for SIND, Knud Kristensen, er det snarere undtagelsen end reglen, at betjentene er i civil, hvilket er yderst uheldigt. Når politiet kommer i uniform, frygter jeg, det kan være med til at optrappe situationen. De færreste ville formentlig finde det særligt behageligt, hvis politiet pludselig dukkede op på deres dørtrin. Derfra skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan det så kan opleves, hvis man så oven i købet er en smule psykotisk eller paranoid. Ej heller er det svært at forstå, at det kan fremkalde en reaktion fra den syge med risiko for, at situationen optrappes. Desuden bidrager det til stigmatiseringen af mennesker med psykisk sygdom, når naboer og andre oplever at man bliver hentet af politiet.

I Radikale Venstre ønsker vi at få bedre overblik over, hvor ofte det sker, at politiet er civilklædt under tvangsudøvelse. Hvis det kun sker i langt de færreste tilfælde, mener vi, man bør stille spørgsmålstegn ved, om det er i overensstemmelse med lovgivningens intention.
Allerede i dag skal politiet lave en registrering, når de foretager en tvangsindlæggelse. Herunder skal de angive, at der er tale om en tvangsindlæggelse samt redegøre for baggrunden for tvangsindlæggelsen. I den forbindelse burde det være relativt simpelt ligeledes at notere, hvorvidt politiet møder i uniform eller civil. Ikke mindst i de tilfælde, hvor det er gået alvorligt galt, vil det kunne give en yderst brugbar viden. Og kun sådan kan vi blive klogere på, om vi kan forebygge de tragiske udfald ved at sikre, at politiet som udgangspunkt kommer i civil.

En opprioritering af psykiatrien kan betale sig

Der er meget at vinde ved at opprioritere psykiatrien – både menneskeligt og rent økonomisk. Derfor har Radikale Venstre netop lanceret et nyt psykiatriudspil, der skal styrke psykiatrien med en kvart milliard kroner. Udspillet indeholder fem konkrete forslag, der alle har til formål at styrke den psykiatriske indsats ved at supplere den medicinske behandling med andre behandlingsformer.

Psykisk sygdom koster
Mindst en halv million danskere vil på et tidspunkt i livet opleve at blive ramt af en psykisk lidelse, og endnu flere vil opleve at være pårørende til et menneske, der lider af en psykisk sygdom. Alt for mange mennesker førtidspensioneres og det ofte helt ned i en meget ung alder. Ca. halvdelen af alle førtidspensioner tilkendes med udgangspunkt i en psykisk sygdom.
Men psykisk sygdom koster ikke kun på det menneskelige plan. Også rent økonomisk er der meget at spare. Der er forskellige tal for, hvor meget psykisk sygdom menes at koste samfundet årligt i form af sygefravær, førtidig tilbagetrækning, nedsat arbejdsevne mm. Men uanset om det er 30 eller 50 mia. kroner, så er der ingen tvivl om, at tallet er rigtig stort. Alligevel er psykiatrien et område, der længe har været underprioriteret både politisk og økonomisk, og det skal høre op nu. Hvis vi ikke opprioriterer psykiatrien, risikerer vi at tabe rigtig mange mennesker på gulvet med store konsekvenser til følge – både for den enkelte og for samfundet som helhed.

Fokus på andet end medicin
Radikale Venstre ønsker at opprioritere psykiatrien, hvorfor vi netop har lanceret et nyt psykiatriudspil med fem konkrete forslag til en styrkelse af psykiatrien. Forslagene, der tilsammen koster en kvart milliard kroner, har det tilfælles, at de udgør et supplement eller i nogle tilfælde måske ligefrem et alternativ til den medicinske behandling.
Det skal ikke forstås sådan, at Radikale Venstre er modstandere af medicinsk behandling. Det er vi bestemt ikke. Medicin kan være nødvendigt for nogle, ikke mindst for mennesker der er alvorligt syge. Desværre er der mange, som oplever alvorlige bivirkninger ved medicinen, bivirkninger som kan være meget generende i hverdagen. Desuden giver medicinen ikke den enkelte nogle redskaber til at forebygge sygdommen og derved undgå tilbagefald. Den medicinske behandling bør derfor suppleres med andre former for behandling såsom psykologhjælp, motion og undervisning i, hvordan man kan lære at leve med en psykisk sygdom. Undersøgelser har tilmed vist, at disse former for behandling kan have en mere langsigtet effekt end medicin.

Inddragelse af tidligere brugere
Mennesker, der selv har været ramt af en psykisk sygdom og er kommet ovenpå igen, besidder nogle meget værdifulde erfaringer, som kan komme andre til gavn. Efter et kortere uddannelsesforløb skal disse mennesker derfor indgå i et samarbejde med en sundhedsfaglig person. Sammen skal de undervise mennesker med psykisk sygdom i, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom, hvornår man skal søge hjælp, og hvor man kan få hjælp. Kort og godt, hvordan man kan lære at leve med eller meste sin sygdom. Det at man inddrager mennesker med personlig erfaring kan måske ligefrem have den effekt, at det kan være med til at vise, at der er håb forude. Når de, der kæmper med en psykisk sygdom, ser, at det kan lade sig gøre at komme ovenpå igen, forstærker det troen på, at der er håb forude. Tilmed har forsøg med netop det at inddrage tidligere brugere i behandlingsindsatsen vist, at inddragelsen også kan have en positiv effekt for disse mennesker, idet det øger deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er altså en dobbeltgevinst at hente.

Motion har langsigtet effekt og færre bivirkninger
Motion er et af de bedste midler til at holde sig sund og rask. Undersøgelser har bekræftet, at dette ikke mindst gælder, hvis man lider af en psykisk sygdom.  Problemet er bare, at hvis man ikke er vant til at dyrke motion i forvejen, så er det om end endnu sværere at gøre dette, hvis man er ramt af en psykisk sygdom.
Der er alt mulig grund til at investere i motionstilbud. Erfaringerne viser nemlig, at de psykiatriske patienters psykiske tilstand ikke blot kan forbedres via motion, men også at medicinforbruget falder. Brugerne får det på lang det bedre og bliver mere selvhjulpne.
I en tysk undersøgelse af mennesker med depression delte man 156 patienter op i tre grupper. Den ene gruppe fik medicin, den anden skulle dyrke motion og den tredje fik både medicin og blev sat til at dyrke motion. Gruppen, der kun havde dyrket motion, havde lige så stor reduktion i depressionssymptomerne som begge de grupper, der også havde fået medicin. Seks måneder efter forsøget tjekkede man, hvordan patienterne havde det, og de to grupper, der havde dyrket motion, havde haft færre tilbagefald end den gruppe, der kun havde fået medicin. Der er altså også en mere langsigtet effekt af motion.
Radikale Venstre ønsker derfor, at motion skal udgøre en større del af behandlingen. Med udspillet har vi afsat midler til både udstyr og personale til at vejlede og motivere, så alle indlagte i psykiatrien vil få mulighed for at motionere en halv time dagligt.
Hvis vi virkelig vil psykisk sygdom til livs, skal vi imidlertid også blive bedre til at forebygge.

Psykisk sygdom og selvmord kan forebygges
Mennesker der en gang har forsøgt selvmord har øget risiko for at forsøge igen, og det at vokse op i en familie med alkoholmisbrug kan have store konsekvenser for børnene, bl.a. i form af øget risiko for at udvikle angst og depression. Derfor skal hjælpen til mennesker, der har forsøgt selvmord, og unge fra familier med alkoholproblemer styrkes markant.
Radikale Venstre vil sikre, at alle unge, der er vokset op i familier med alkoholproblemer, får tilbud om gruppeterapi under professionel vejledning. På denne måde kan man mindske risikoen for, at problemerne tages med videre ind i den familie, som den unge måske selv står over for at skulle stifte.
Blandt mennesker, der tidligere har forsøgt selvmord, dør ca. 10 % som følge af selvmord. Risikoen for at gentage et selvmordsforsøg er størst inden for det første år. Radikale Venstre ønsker derfor ligeledes at styrke indsatsen for at forebygge selvmord ved at sikre bedre støtte til mennesker, der har forsøgt selvmord. Umiddelbart efter selvmordsforsøget og et år frem skal den enkelte derfor have tilbud om hjælp til at strukturere hverdagen og komme ovenpå igen. Bare det at skulle acceptere det skete og håndtere de sociale eftervirkninger, kan være en kamp i sig selv. Der skal etableres en ordning, som giver mulighed for hjemmebesøg, støttende samtaler samt kontakt pr. mail, telefon og sms med den rette støtte- eller fagperson. Denne hjælp kan, alt efter den enkeltes behov, komme fra en socialrådgiver, en sygeplejerske eller en helt tredje faggruppe. Det vigtige er ikke støttepersonens uddannelsesmæssige baggrund, men snarere det praktiske behov. Med dette individuelt målrettede og praktiske beredskab sikrer vi, at den enkeltes kamp for at komme ovenpå bliver lidt lettere i den første periode efter selvmordsforsøget. Og efterfølgende kan den pågældende støtte- eller fagperson hjælpe den enkelte med at komme i kontakt med f.eks. en relevant selvhjælpsgruppe, der kan bygge oven på det indledende beredskab.

Hjælpen skal tildeles på baggrund af behov
Der skal sættes en stopper for den urimelige aldersdiskrimination, som finder sted i psykiatrien. I dag kan mennesker med mild til moderat depression kun kan få tilskud til psykologhjælp, hvis de er mellem 18 og 37 år. Aldersgrænsen er ikke fagligt begrundet, men bunder udelukkende i økonomiske hensyn. Man er hverken mindre syg eller har mindre behov for hjælp, fordi man har rundet de 38 år, Alle mennesker med depression skal derfor kunne få tilskud til psykologhjælp, sådan at de kan få nogle redskaber til at mestre deres sygdom og forebygge forværring eller tilbagefald.

Vi psykisk sårbare vil også mærke, der er brug for os

Hen over sommeren har der været fokus på, at psykisk sårbare sættes uden for arbejdsmarkedet. At kommuner ikke er forpligtet til at tilbyde dem arbejde betyder nemlig, at et stigende antal psykisk sårbare unge parkeres uden for arbejdsmarkedet på førtidspension. Derfor vil vi i Radikale Venstre indføre en rehabiliteringsydelse, der øger muligheden for, at ikke mindst de unge igen opnår tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er også nødvendigt at få skabt et mere rummeligt arbejdsmarked, og en forudsætning for dette er, at vi får gjort op med det tabu, der alt for længe har hersket omkring psykisk sygdom.

Psykisk sårbare skal ikke opgives
På bare to år er der næsten sket en fordobling i antallet af 15-29-årige, som får tildelt førtidspension på baggrund af en psykisk lidelse, og næsten halvdelen af de danskere, der de seneste år har fået tilkendt førtidspension, har en psykisk lidelse.
I Radikale Venstre er vi meget kede af denne udvikling. Ikke mindst fordi der i dag er flere psykiske lidelser, der kan behandles, er det dybt beklageligt, at ikke mindst unge mennesker parkeres på førtidspension. Langt de fleste af os vil gerne føle, at der er brug for os, at vi gør nytte. Mennesker med psykisk sygdom er ifølge eksperter og de sindslidendes organisationer langt fra uden arbejdsevne resten af livet. Nogle af de unge mennesker, der bliver førtidspensionister i en tidlig alder, kunne måske komme tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid – andre på deltid eller i et fleksjob. Problemet er, at der langt fra altid bliver fulgt op på førtidspensionister.

Indfør en rehabiliteringsydelse
Af ovennævnte årsager mener vi i Radikale Venstre, det er på tide at lave et alternativ til førtidspensionen. Førtidspension skal fortsat tildeles, hvor det er absolut nødvendigt, og hvor behandlingsmulighederne er udtømte.
Problemet med førtidspensionen er, at man i dag kigger på arbejdsevnen nu og her, men ikke i tilstrækkelig grad på, om arbejdsevnen på længere sigt kan genvindes. Dette er hverken til gavn for den enkelte eller for samfundet som helhed. Derfor har vi i Radikale Venstre foreslået, at man indfører en såkaldt rehabiliteringsydelse, der skal gælde et sted mellem tre og fem år. Dermed får den syge ro til at modtage behandling og komme sig, men stadig med et perspektiv om at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Rehabiliteringsydelsen skal gives til folk, som i dag ville få førtidspension for en lidelse, som kan behandles. Måske vil behandlingen gøre nogle af dem klar til arbejdsmarkedet igen. Hvis ikke, får de den førtidspension, som de under gældende forhold ville have fået med det samme.
Problemet med førtidspensionen er ikke mindst, at kommunerne ikke er forpligtet til at hjælpe mennesker på førtidspension i arbejde. Dermed ikke sagt, at mennesker på en rehabiliteringsydelse ville skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er alfa og omega, at mennesker med psykisk sygdom får den nødvendige tid og ro til at komme sig igen. Hvis man presser for meget på, risikerer man at forstærke sygdommen. Hvis man fx lider af angst eller depression kan det, at der stilles for mange krav i den grad stresse en. Tro mig, jeg kender det fra egen krop. Men når det så er sagt, så tror jeg heller ikke, der er nogen mennesker, som får det bedre af, at de fuldstændig opgives af systemet, og at der slet intet forventes af dem. Jeg tror, vi alle har brug for at føle, at der er brug for os, og at der er noget at se frem til, at der er håb. Mennesker på en rehabiliteringsydelse skal derfor have hjælp til at komme i uddannelse og arbejde, når de er klar til det.

Inklusion kræver aftabuisering
Imidlertid gør en rehabiliteringsydelse det ikke i sig selv. Der er også brug for, at vi får aftabuiseret det at have en psykisk sygdom. Hvis vi vil sikre psykisk sårbare en mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, må vi skabe et inkluderende arbejdsmarked. Det kræver, at vi får gjort op med de mange fordomme, der eksisterer omkring netop psykisk sygdom. Undersøgelser har bekræftet, at det er et af de handicap, som danskerne har sværest ved at forholde sig til, og at de langt hellere vil have en kollega med et fysisk frem for et psykisk handicap. Sidstnævnte spiller ind på, om en arbejdsgiver tør ansætte et menneske, der lider af eller har lidt af en psykisk sygdom, men det betyder også noget i forhold til den enkeltes trivsel på arbejdspladsen. At få gjort op med tabuet fordrer kendskab til psykisk sygdom. For kun med kendskab til, hvad det vil sige at lide af en psykisk sygdom, kan vi skabe den nødvendige forståelse og rummelighed.
Jeg er af den overbevisning, at et mere rummeligt arbejdsmarked vil være til gavn for langt størstedelen af de ansatte, også mennesker der ikke selv lider af en psykisk sygdom. Desværre går udviklingen i retning af, at flere og flere rammes af lidelser som stress, angst og depression. Jeg har selv oplevet at være ramt af alle tre lidelser. Det har taget mig lang tid at nå dertil, hvor jeg for alvor føler, at jeg mestrer min sygdom. Jeg var noget bekymret for, hvordan det ville gå, da jeg fik at vide, at jeg skulle være medlem af Folketinget, men i dag er jeg stolt over at kunne sige, at det går over al forventning.

Jeg har lært at mestre min sygdom
Noget af det, der har hjulpet mig allermest, er åbenhed, en åbenhed jeg har taget med mig hjemmefra. Det tog mange år, før vi for alvor fik taget hul på at tale om min fars sygdom, men efter det skete, har vi fået det meget bedre sammen. Vi er blevet en familie igen. Det at kunne tale om sin sygdom og det, som man slås med, gør det lettere at passe på sig selv. Jeg er meget sjældent syg, men en gang imellem kan jeg mærke, at jeg har brug for en dag i sengen. I Folketinget er der nogle perioder, hvor der er rigtig meget at lave – fx hvis man oven i alt det daglige arbejde også er med i et intensivt forhandlingsforløb. Efter sådan en periode har jeg oplevet, at jeg havde svært ved at komme ud af sengen, og at jeg var fuldstændig flad og tappet for energi. Det, at jeg kan være åben om min sygdom, gør det lettere for mig at sige fra, når jeg kan mærke, at jeg har brug for det. Og kun når jeg kan sige det, som det er, kan mine kollegaer udvise forståelse og sige, at det er vigtigt jeg passer på mig selv, så jeg også kan holde i det lange løb.
Hvis vi kan få aftabuiseret det at have en psykisk sygdom, vil det forhåbentlig betyde, at flere mennesker tør være åbne omkring deres sygdom, at de derved får den rette hjælp i tide og får lettere ved at lære at leve med deres sygdom.

Efterårets forhandlinger
I Radikale Venstre har vi længe ønsket, at der blev indført en rehabiliteringsydelse. Denne skulle være på niveau med førtidspensionen, men tilkendes for en periode på tre-fem år. Da denne ydelse ikke er permanent, skal man ikke opfylde de samme stramme krav, som der er til førtidspension. Ifølge loven skal alle behandlingsmuligheder være udtømte og arbejdsevnen vurderet for, at man kan få tilkendt førtidspension, hvilket betyder, at dette kan tage år.
Ved en række psykiske lidelser kan det være svært at sige, om man har mulighed for at komme sig helt eller delvist på sigt. Og hvis man kan, kan det sagtens tage år, før man er ovenpå igen. Den usikkerhed omkring økonomien, som følger af den lange ventetid, er bestemt ikke gavnlig for et menneske, der er ramt af en psykisk sygdom. I sådan en situation bør man kunne få en rehabiliteringsydelse, så man kan få ro på i forhold til økonomien. Når vi skal forhandle førtidspension til efteråret, vil Radikale Venstre derfor kæmpe for, at vi får indført en rehabiliteringsydelse.