Løsninger fremfor stramninger
- Detaljer
- Overordnet kategori: Retspolitik
- Kategori: Straf og retsfølelse
- on 15 april 2012
- by Trine Ingemansen,
- Visninger: 497
Der opereres typisk med tre hovedårsager til at straffe: hævn, forebyggelse og rehabilitering. I gennem historien har de tre hovedårsager haft skiftende vægt. Gennem 60’er og 70’erne var rehabilitering i fokus, men siden da er hævnmomentet og legitimiteten af behovet for hævn steget stødt. Befolkningens almene retsfølelse har været begrundelsen.
Jeg respekterer fuldt ud, at ofre føler sig krænkede, og kan føle et behov for straf. Men straffeloven er kun blevet strammere og strammere de seneste 30 år. Straffeloven bliver jævnligt revideret, og siden 1970’erne altså kun til det strammere. Samtidig er der et enormt misforhold mellem danskernes opfattelse af, hvor hårdt der straffes, og virkeligheden i retssalene. Danskerne har en generel opfattelse af, at der straffes langt mildere, end hvad der i virkeligheden gør.
Der er ingen undersøgelser, der viser, at straf i sig selv virker rehabiliterende, tværtimod er fængslerne den bedste uddannelse i kriminalitet, der fås. Om risikoen for at blive straffet virker forebyggende, er også tvivlsomt. Personligt tror jeg, at det eneste virkeligt kriminalitetsforebyggende er, at det enkelte menneske har noget at miste. Risikoen for straf er ligegyldig, hvis du intet har at miste.
Hævnfølelse eller ej, er vi simpelthen nødt til at acceptere, at afsoningen en dag er forbi, og gerningsmænd skal tilbage i samfundet. Vi er nødt til at forholde os til, hvilke mennesker der kommer ud af fængslerne, og hvordan de kan få et liv, der medfører tryghed for deres omgivelser. Og det kræver, at de tidligere gerningsmænd får noget at miste.
Men hvad skulle det være? Den plettede straffeattest, gælden efter retssag, afsoning og erstatning og stemplet som kriminel gør ikke en positiv forskel. Uddannelsesmulighederne under afsoning er elendige, og mulighederne for at få arbejde i fængslet er stort set ikke længere til stede.
Jeg tror, at kodeordet er forsoning. Både offer, gerningsmand og samfund er nødt til at forholde sig til det, som er sket, og derudfra findes en fælles accept af, hvordan fremtiden skal formes. Forsoning handler ikke om tilgivelse. Det handler om, at ofret skal ud af offerrollen og gerningsmanden ud af forbryderrollen, og begge parter skal fremadrettet kunne leve som mennesker. Mægling, offerkompensation og samfundstjeneste er nogle af de redskaber, der ser ud til at virke.
Senest blussede debatten om ofre, gerningsmænd og straf op, da et tidligere voldsoffer skrev en kronik i Politiken, fordi kokken Claus Meyers havde givet hendes voldsmand en læreplads i sin restaurant. Selvfølgelig har jeg stor sympati med kvinden, og jeg ved også godt, at jeg er inde på et meget følsomt emne. Men jeg synes ikke, at det er rimeligt, at retsfølelsen er forbeholdt dem med et entydigt behov for hævn. Hvordan bliver min retsfølelse tilgodeset, når gerningsmænd bliver straffet med en uddannelse som kriminel i stedet for en vej væk fra kriminaliteten?
