Tolerance og åbne grænser og lukkede kasser
- Detaljer
- Overordnet kategori: Ideologi
- Kategori: Politisk filosofi
- on 25 januar 2012
- by Lars Helleskov Engelbrektsen,
- Visninger: 259
Tolerance og åbne landegrænser for religiøse flygtninge og fremmede hænger sammen. Et tydeligt eksempel så vi for ca. 325 år siden i Europa. Her slog især de franske huguenotter, der måtte flygte fra Frankrig efter ophævelsen af Nantes-ediktet i 1685, sig ned i Holland, Preussen, Polen, Sverige og også Danmark. De var dygtige handelsfolk og det vi i dag vil kalde nettobidragydere til den danske stat. De var ikke bare dygtige købmænd, men også håndværkere, der bidrog med færdigheder.
Åbne grænser var et gode, i mange tilfælde. Man kan sige, at dengang gjaldt det, der i dag er et motto i liberale kredse, nemlig: Åbne grænser og lukkede kasser.
Tolerance har ofte med religiøs tolerance at gøre og at acceptere det fremmede, uden at være helt ligeglad. Det vil sige, også at forstå det umiddelbart uforståelige, som det fremmede ofte er. Det kræver et åbent sind og mod at møde den fremmede. "En fremmed er en ven du ikke har mødt endnu", som Gnags sang i 1988 på singlen "Rejsegrammofonen", som del af en kampagne med Dansk Ungdoms Fællesråd. En kampagne mod racisme.
Baggrunden for min liberalisme er netop accepten af pluralisme, mangfoldighed og åbenhed. Åben overfor markeder, sprog og folk af anden oprindelse og nationalitet. Og for at udbrede egne fortræffeligheder, men også tage imod impulser udefra. En verden uden udsyn har ingen indblik.
Det var liberale anført af Uffe Ellemann Jensen der var orienteret mod Europa i 1980'erne, som jeg så som en bevægelse og som jeg blev grebet af. Fordi De Europæiske Fællesskaber var et værn mod krig. Det var et samarbejdende og samhandlende Europa med en politisk konstruktion, der forsøgte at sikre det frie marked og nedbryde handelsbarrierer. EU debatten i dag har glemt denne dimension og handler pt. kun om at undgå euroen. Meget tager vi for givet efter Berlin Murens fald i november 1989. Men vi er nogle der stadig husker den kolde krig og turene til Ungarn, Østberlin og Ex-Jugoslavien, før muren faldt. Det kunne være de bedste steder i verden, men blev holdt tilbagestående, ved at holde folket i et jerngreb. EU debatten i dag er historieløs. Har vi glemt hvor vigtig det er at sammenkæde lande, der tidligere var adskilt af et jerntæppe?
Demokratier er tolerante. Demokratiske lande går ikke i krig mod hinanden. Magten holdes i skak og modsiges og udfordres og deles institutionelt. Tolerancen udfolder sig i demokratier, hvor alle skal kunne komme til orde og deltage og følge spillereglerne for indflydelse. Demokrati er grundlæggende tolerant og intolerance udemokratisk og ekskluderende og hadefuld.
Men intolerancen skal end ikke den tolerante tolerere. Angreb på demokrati, åbenhed, fredelig sameksistens må mødes eller rettere bekæmpes med principfasthed og ved at udvise urokkelig tro på, at den demokratiske indretning af samfundet er tolerant, men ikke mod dem, der forbryder sig mod demokratiet. Der er grænser for tolerance og den går lige der hvor tolerancen angribes og anfægtes.
Tolerance er også forståelse for og accept af minoriteter. Af enhver slags. Også den afvigende fra normen. De tolerante må ikke blive værdirelativister, der mener at det ene kan være lige så godt som det andet. Noget er bedre end andet. Det må tolerante være opmærksomme på. Liberalismen indeholder også en integrerende pluralisme, der klassisk kommer til udtryk i doktrinen om religiøs tolerance. Den integrerende pluralisme forudsætter, at forskellige livssyn tilpasses hinanden, så de kan sameksistere indenfor det samme politiske fællesskab.
