PODIA.DK - Politisk Dialog og Debat

Det socialindustrielle kompleks

Den 17 januar 1961 holdt en af USAs store præsidenter, Dwight D. Eisenhower en tale der gik over i historien. Den omhandlede det som han betegnede som "Det militærindustrielle kompleks". Eisenhower advarede imod at militærindustrien fik sit eget liv og voksede sig til en stat i staten. At udgifterne til militæret voksede uhæmmet, uden der var nogen specifik grund dertil. I debatten der fulgte i USA blev Eisenhowers skarpsyn hurtigt bekræftet. Høgene anklagede prompte enhver der gav Eisenhower ret for at være kommunister, antiamerikanske, pacifister (oh rædsel), eller slet og ret dumme. USAs militære budget var ved at nå monstrøse højder. Militæret blev et mangehovedet monster, og sagde man noget imod det var man straks på fjendens side. For fjenden ventede jo bare på at USA sparede lidt på krudtet så de kunne overtage den vestlige verden og gøre os alle til kommunister. I historiens objektive og analytiske lys, står hans tale i dag som noget af det mest fremsynede og dristige der nogensinde er sagt af en amerikansk præsident. Den dag i dag hives talen frem, som eksempel på mod til at sige det rigtige. Mod til at gøre op med en farlig og forkert udvikling. Det var Eisenhowers afskedstale. Havde han holdt den tale i sin embedsperiode kunne det have kostet ham præsidentposten. Nu satsede han kun sit eftermæle, og talen er det der i dag står som hans største bidrag til USAs historie, og i dag står som en af de store præsidenter.

Danmark står i dag i en tilsvarende situation. For Danmark er det dog ikke militæret der er blevet et mangehovedet monster. Det er vores sociale sektor. Den sociale sektor har fået sit eget liv. På trods af, at vi i Danmark har verdens mest lige samfund, verdens største offentlige sektor, Europas dyreste folkeskole (der vel at mærke ikke er blandt de bedste), verdens højeste skattetryk og 51% af befolkningen forsørget af staten, vokser sektoren stadig.

Det er lidt mærkeligt. Det er ikke blevet hårdere at være dansker. Tværtimod. Arbejdstiden er Europas laveste. På trods af at vores gennemsnitslige levealder er blandt de lave i den vestlige verden er den dog højere end nogensinde før i Danmark. Teknologi gør, at vi er mindre nedslidte end nogensinde før, når vi forlader arbejdsmarkedet. Det har aldrig været nemmere, hverken historisk eller globalt set, at opretholde en god levestandard med mad i maven, tøj på kroppen og tag over hovedet. I dag har selv vores fattige internetadgang og fladskærm.

I 1950 var der 13 arbejdere i den private sektor for hver offentlig ansat, i dag er der 2,3.

På trods af øget folkesundhed har vi flere invalidepensionister og langtidssyge end nogensinde.

Vi har den højeste SU i verden (SU findes kun i 3-4 lande). Alligevel hyles der op om at vi slagter studieforholdene i Danmark hvis vi sætter SU til nomineret tid. Vores levestandard er blandt verdens højeste. Gini koifficenten (den internationale måleenhed for lighed), viser at vi er verdens mest lige land. Alligevel hører man igen og igen at uligheden vokser. At de fattige intet har, at børn sulter og pensionister lever af kattemad. At overførselsindkomstmodtagere ikke har råd til at spise sundt (på trods af at sund mad er meget billigere end usund mad). Dagbladeet Politiken kronede værket i 2009 i deres artikelserie om fattigdom i Danmark ved at bringe artiklen om en stakkels fattig enlig mor der kun havde 15.883,34 om måneden at leve for - efter skat. Forbrugslån, internet, mobiltelefoner og fast opsparing havde hun, men fattig var hun da. At masser af arbejdende mennesker klarer sig for mindre overså Politiken. Vi sender i dag unge mennesker på førtidspension, på trods af, at de intet fejler andet end aldrig have prøvet at tage vare på sig selv. Vi betaler husleje til serievoldsforbrydere så de ikke mister deres lejlighed når de igen og igen skal afsone for at have sparket en ned der kiggede på hans kæreste. Alligevel mødes man med undren og forargelse når man nævner at vi måske kunne reformere vores system. At andre lande kan klare sig mindst lige så godt, for langt mindre.

Vi lever på en løgn vi alle ved er en løgn. Jeg lader som om at du har brug for flere penge hvis du til gengæld lader som om at jeg har. Vi snyder med boligtilskud og børnepenge og ekstraydelser som aldrig før. Og er du forarget over snyderiets omfang er du en led egoist, og måske en stikker hvis du vælger at kontakte kommunen, og fortælle at de penge der skal gå til vores alles velfærd og tryghed, fuskes op af kommunekassen og bruges på rødvin. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har mødt folk der åbent praler med hvordan de snyder i skat. Med kørselsfradrag. Boligtilskud. Jeg har også lært at holde min kæft, for du bliver altså ikke populær på at nævne moral og anstændighed overfor folk der mener at statskassen er til for dem. Jeg har sågar oplevet folk der fandt mig dum fordi jeg ikke snød hvis jeg kunne.

Folkementaliteten er formet af verdens højeste skattetryk. Folk mener simpelthen at med alt det de (eller deres forældre), har betalt i skat, er det en ret at snyde.

Vi har brug for modige politikere der tør tage kampen mod velfærdsmonsteret. Vi har brug for at folk opdager hvad det vil sige at tage ansvar. Vi har brug for god borgerlig anstændighed, eller for den sags skyld god socialdemokratisk anstændighed. Da Stauning i tidernes morgen (Kanslergadeforliget i 1933), lagde grundstenen til velfærdssamfundet, sagde han at det handlede om at de 80% velfungerende borgere skulle tage sig af de 20% der havde problemer med at klare sig selv. I dag forsørger 100 erhvervsaktive 35 børn, 29 gamle og 26 mellem 17 og 66 år. Af disse erhvervsaktive er de 30 offentligt ansatte.
Udviklingen har været så stabil og accepteret at den har forrykket hele det politiske liv, og i dag er den største enkelttrussel mod den danske økonomi. Liberal Alliance gik i September 2011 til valg på et program der var en næsten komplet afskrivning af socialdemokratiets kampagne "Gang i 90'erne" (dog ønskede S max 35% i skat, hvor LA sagde 40%), og blev beskyldt for at være ultraliberalister der ønskede velfærden væk, og død og sult til de fattige. Så hurtigt har det selvnærende socialmonster vokset.

Løgnen er så udbredt at da Özlem Cekic præsenterede Danmark for en fattig, der viste sig ikke at være fattig, så erkendte man ikke i SF at man tog fejl. Næ, man sagde man havde fundet et dårligt eksempel, på trods af at eksemplet var helt normalt. Den fattige de fremviste fik ikke en øre mere end hvad andre får.
Men Özlem fik da præsenteret Danmark for virkeligheden. Og noget af Danmark har da også tænkt selv derefter, og åbnet øjnene for den virkelighed S/SF har skjult bag floskler om egoisme og dårligt menneskesyn hver gang et stakkels selvtænkende menneske har prøvet at gære opmærksom på det amoralske og demotiverende i at en ikke erhvervsaktiv kan oppebære en ligesågod, eller bedre, levestandard end en der arbejder.

Det socialindustrielle kompleks står i dag som den nok største trussel mod vores fælles nationale fremtid. Men sektorens størrelse, i form af socialrådgivere, pædagoger, lærere, DJØFere, organisatorer, projektledere og alskens andre der lever fedt af denne industri, gør det meget svært at gøre op med den og ændre samfundet grundlæggende.
Og den psykologiske hurdle er den største. På trods af den oplysende fattigdomsdebat, med dertil hørende tal, er det stadig et normalt accepteret paradigme at ulighed, fattigdom og nød er et enormt problem i Danmark. Man latterliggøres og udstilles som egoist hvis man ønsker ændringer fra den normalt accepteredé socialdemokratiske retorik. Et godt eksempel er Joachim B. Olsen. Ikke eet af Joachim B. Olsen argumenter er tilbagebevist, men han udstilles som en hulemand i aviserne, der samme dag bringer artikler der bekræfter hans påstande.

Hele emnet er argumentations og realitetsresistent i den brede befolkning.

Skal vi virkelig ud over kanten før der gøres noget ??

• < Forrige
• Næste >