Ny regering skal stå sammen
- Detaljer
- Overordnet kategori: Politik
- Kategori: Politik
- on 17 oktober 2011
- by Bastian Emil Jørgensen,
- Visninger: 300
Det er nu to uger siden, Helle Thorning-Schmidt og hendes ministre overtog de gamle ministerier, der bestod, og de nye ministerier, der blev oprettet efter Danmark fik sin første SRF-regering.
Og selvom der skal mere end to uger til, før man med rimelighed kan bedømme en ny regering, er det åbenlyst for de fleste, at dens start ikke har været den mest optimale. En tung og skadelig personsag stod på umiddelbart inden regeringsdannelsen, og da SF efterfølgende på den ene side af Socialdemokraterne føler sig klemt af De Radikale på den anden, er det ikke for offentligheden den ønskede stemning, der hersker mellem de to regeringspartier.
Men heldigvis er valgperioden stadig meget ung, og inden vi får set os om, er startvanskelighederne og de dårlige personsager glemt, så vi forhåbentlig vil se den nytænkende, handlekraftige og samarbejdsvillige regering, vi har brug for i de kommende år.
Umiddelbart skulle det ikke blive noget problem, hvis man ser på det ambitiøse regeringsgrundlag, der blev lavet under de ugelange forhandlinger på Amager, og som på flere markante politiske områder varsler forandringer.
Selvom det nødvendigvis ikke afspejler danskernes generelle opfattelse, giver det alligevel et godt billede på, hvordan folk opfatter den nye regering, når jeg den anden dag på mit arbejde hører to personer, der mener, at den nye regering trods sine såkaldte røde valgløfter vælger at føre den blå bloks politik. Det kan man til dels have ret i, men omvendt har ingen patent på politik. Den offentlige sektor, der historisk set er socialisternes projekt, er eksempelvis vokset under den såkaldte liberal-konservative regering, vi havde i 10 år. Så kort og godt er hovedlinjerne i enhver dansk regerings politik vel mere eller mindre også af hensyn til vælgerne, der ikke fra den ene dag til den anden skifter markant politisk overbevisning.
Med det er dog ikke sagt, at meget kan ændre sig med en rød regering ved magten. For sandsynligvis kommer vi til at se konstruktive og tiltrængte forandringer på en lang række områder, hvoraf klima, sundhed og uddannelse selvfølgelig er værd at nævne.
Forholdet til udlandet og omverdenen, vi er afhængig af, trænger også til en gevaldig forbedring efter 10 år, hvor Dansk Folkepartis nationalistiske symbolpolitik er kommet til udtryk. Heldigvis var det også noget af det, regeringen tog fat på med det samme, hvilket allerede nu har ført til stor ros til Thorning fra de øvrige EU-ledere.
Men et par rosende ord fra EU-kommisionens formand, Barroso, og FN’s leder, Ban Ki-moon, er desværre ikke nok til at ændre danskernes opfattelse af den nye regering.
Jeg savnede da også en handlekraftig statslederattitude hos Thorning, da hun præsenterede både regeringsgrundlaget og ministrene. Vi skal i svære økonomiske tider, hvor en udbredt bekymring hersker blandt danskerne, have samlet tillid til vores statsleder og hendes trop. Det er endnu en opgave, der venter Thorning, for oppositionen virker mere klar til dens nye rolle end regeringen, og det smitter allerede af i de meningsmålinger, jeg ellers havde håbet, vi langt om længe kunne slippe for.
Regeringen mangler nogle klare positive mål, som danskerne er bevidste om og kan tage og føle på. Det er vigtigt, at vælgerne er klar over, hvilke gode nærværende forandringer, de måtte opleve, fordi vi har fået en centrum-venstre regering.
Det bliver uden tvivl sværest for SF at sidde i regering, hvilket tydeligt kommer til udtryk i vælgerflugten og uroen i baglandet. SF kommer til at mærke prisen som regeringsdeltagende parti, hvis ikke de passer meget på, og kan komme til at lide samme skæbne som det norske søsterparti, Sosialistisk Venstreparti (SV), der efter en lignende højredrejning og regeringsdeltagelse for nogle år siden nu kæmper mod spærregrænsen (4%).
SF står allerede nu midt i en gevaldig vælgermæssig nedtur, og hvis den skal stoppes, nytter det ikke med interne uenigheder. Set i forhold til SV, skal SF passe meget på, og hvis ultimative regeringskrav kan sikre den tiltrængte enighed i partiet, skal det være målet. Men regeringsgrundlaget er allerede forfattet, og mon ikke vi på et tidspunkt vil høre utilfredse SF-medlemmer, der ikke mener, partiet fik størst indflydelse ved regeringsdeltagelse?
Derfor skal SF-ministrene stå klippefast på deres mærkesager og politik, så den radikale regeringspartner eksempelvis ikke får gennemført den socialt uretfærdige skattereform, de lægger op til, for det vil på ingen måde føre til større enighed i SF’s bagland. Men samtidig er det vigtigt, at SF er loyal overfor sine regeringspartnere og dermed straks nedtoner kritikken af De Radikale.
Selvom SF ikke har formået at få sat markante aftryk på regeringsgrundlaget, hvor den folkesocialistiske politik viger for de radikales store indflydelse efter deres flotte valgresultat, vil politikken blive trukket til venstre af Enhedslisten, som man bestemt ikke må undervurdere. Partiet vil træde i karakter, hvis partiet for første gang nogensinde skal stemme for en finanslov samt den kommende skattereform, regeringen har bebudet.
Med hensyn til skattereformen er det også mærkeligt, at man vil give skattelettelser i samfundets top, mens man i resten af samfundet og ved den borgernære velfærd vender hver en krone og skærer ned på blandt andet ældre- og uddannelsessektoren for at få budgetterne til at hænge sammen. Vi må stå sammen i Danmark, og forhåbentlig kan Enhedslisten på dette punkt vise sig nyttig.
Jeg er dog fortrøstningsfuld og sikker på, den nye regering er den helt rette til at føre Danmark gennem nye tider, hvor vi samlet og styrket skal igennem en svær økonomisk tid, der som sagt vil kræve noget af os alle.
//Bastian Emil Jørgensen
