PODIA.DK - Politisk Dialog og Debat

Er de danske pædagoger flippede?

 |  Læs mere...

Den modvillige anarkist

Komplekse moderne samfund og demokratiet

Vi befinder os som bekendt i det postindustrielle servicesamfund. Det er ikke den fordistiske masse- og samlebåndsproduktion, der er dominerende, men specialiseret arbejdsdeling. Kort og godt et samfund, hvor service er i højsædet, uanset om den leveres af private virksomheder eller offentlige organisationer. Med postindustrielle samfund hentydes til en række tendenser, som omfatter områderne økonomi, videnskab, teknik og beskæftigelse. Disse områder har deres egen dynamik og styringsredskaber. Disse er, ifølge Filosof og Professor Ole Thyssen:

• Systematisk teoretisk viden, som kilde til fornyelse og politisk styringsmiddel for samfundet.
• Overgang fra vareproduktion til service-produktion.
• Professionelle og tekniske grupper dominerer.
• Teknologikontrol.
• Udviklingen af nye intellektuelle teknologier som erstatter den intuitive fornemmelse med rationelle bureaukratiske metoder.

Med service og serviceproduktion tænkes på den service, der frembringes af professionel, uddannet arbejdskraft, af eksperter. De findes indenfor serviceområder, såsom handel, finans, transport, sundhed, rekreation, forskning, undervisning og forvaltning. Det vil sige også indenfor områder, som den offentlige sektor og de offentlige organisationer dækker. De professionelle er en videnselite, en dominerende klasse i samfundet. Væksten indenfor den gruppe, der kan kaldes eksperter, er tre gange så stor som indenfor øvrige grupper. Samfundet bliver mere og mere vidensintensiv. Videnseliten har kun indirekte magt. De er ikke autoritative beslutningstagere, når bortset fra den videnselite, der lader sig vælge til politiske forsamlinger. Det er trods alt de færreste. Videnseliten kan definere problemerne, initiere nye spørgsmål og skaffe det tekniske grundlag for svarene. Men de har ikke magten til at sige ja eller nej.

Den offentlige sektor agerer i en virkelighed hvor alting står til stadig diskussion. Der er ingen absolutte sandheder og et fælles paradigme. Det gør det, ifølge Ole Thyssen, kompliceret at planlægge, fordi planlæggere skal håndtere mange kriterier og forholde sig til bivirkninger på mange områder. Den rationelle økonomiske beslutningsproces, som var simpel og effektiv, fordi den kun arbejdede med ét kriterium, erstattes af den politiske beslutningsproces, baseret på at mange parter skal deltage. Demokrati købes efter manges mening til den pris, som hedder tab af effektivitet, Det bliver både et problem at skabe – midlertidig – konsensus og at finde rationelle handlemåder under usikre betingelser. Personligt er jeg dog af den opfattelse, at den forsinkelse, som en demokratisk beslutningsproces medfører, kommer flerfold tilbage via opbakning til offentlige organisationer. Demokrati er ikke problemet, men løsningen på enhver offentlig organisations eventuelle legitimitetskrise.

Den politisk-administrative verden er blevet mere kompleks
Den politisk-administrative verden er blevet mere kompleks. Politikere og eksperter opererer i en mere omskiftelig og kompleks verden end tidligere. Udviklingstempoet og hastigheden i samfundet er taget til og udviklingstakten er i dag højere end nogensinde. En lang række områder af samfundet spiller sammen på en ikke kortlagt måde. Én beslutning i et selvstændigt system (f.eks. på beskæftigelsesområdet) får afledte og uintenderede effekter på andre områder, f.eks. sundhedsområdet og undervisningsområdet. Der er brug for en mangfoldighed af viden og der er brug for, at forskellige videnscentre kan spille sammen. I formuleringen af politik og implementeringen og omsætningen af politiske beslutninger er det nødvendigt, at eksperter/professionelle, men også borgere i en eller anden udstrækning inddrages og deres viden nyttiggøres.

Man må organisere sig ud af den komplekse verden. Opbygge institutioner omkring politikdannelse og implementering af den besluttede politik. Samfundet er kompleks, uoverskueligt og vidt forgrenet. Informations- og vidensmængden er betydelig, nærmest uoverskuelig og det er nødvendigt at kunne koordinere den store mængde af viden, sågar at konfrontere forskellig viden – med viden. Viden er i øvrigt selv en del af problemet, såvel som løsningen på problemet. Der skal viden til at identificere problemer, der skal viden til at løse problemer. Der skal opbygges institutioner eller fora hvor viden fremsiges og nyttiggøres. Det er ikke tilstrækkeligt at løse problemer med intuition. Ej heller ved hjælp af gammelkendte løsninger. I hvert fald ikke i alle tilfælde. Samfundets forandringstakt er så betydelig, at det der var løsningen i går ikke nødvendigvis er det i dag. Man kan sige at problemerne af i går måske heller ikke helt lader sig definere på samme måde i dag. Hver tid sine problemer, hver sin optik og dermed sin opfattelse af, hvad der er problemer og hvad der findes acceptabelt, henholdsvis uacceptabelt.

Videnskab og information og reduktion af usikkerhed
Det postindustrielle samfund vil forstærke betydningen af videnskab. Det vil gøre beslutningsprocessen mere teknisk, så den skolede intelligens træder i centrum. Det vil forstærke tendensen mod bureaukratisering og ufolkelighed.

Viden og videnskab og dermed den mere systematiske refleksion over viden og frembringelse af viden, er ingredienser i et postindustrielt samfund. Videnskaben har været et trækdyr i den teknologiske og kapitalistiske udvikling. Videnskabelige landvindinger og innovationer har lagt grundstenen til velfærdssamfundet.

Information er reduktion af usikkerhed. Men når der er store mængder af information opstår der meget vel en slags "usikkerhed af anden orden". Når eksempelvis modeller (økonomiske, aktivitetsmæssige, befolkningsmæssige) skal fremskrives, resulterer introduktion af forøget kompleksitet ud over en bestemt grænse i svar, der bliver mindre og mindre pålidelige. Derfor vil bestræbelser på at optimere mål ved at søge efter fuldstændig information være selvødelæggende.

Det kan man kalde for en paradoksal situation! Det kan fastslås at viden er en ressource. Viden er magt, som Francis Bacon´s doktrin lyder. Men som alle ressourcer, er også viden knap. Man kan investere i viden og i frembringelse af viden. Man kan investere i videnskontrol og begrænset udslip af viden. Viden kan skabe lukkede miljøer, på den vis, at viden ikke deles, men forbliver udelt. Dette selv om delt viden er bedre end udelt!

Skønsbeføjelser og legitimering af den offentlige organisations eksistens
Der er et voksende behov for at legitimere de offentlige organisationers eksistens som offentlige. Altså et pres for at begrunde, hvorfor dette og hint er et offentligt anliggende og dermed et skatteyderbetalt gode og derfor nødvendigt at tilvejebringe. Der er et krav om, at den offentlige sektor skal være præget af åbenhed, gennemsigtighed, brugerinddragelse, brugerindflydelse og kvalitet.

Den offentlige organisation er ikke orienteret mod overskudsmaksimering og udbytte til aktionærer. Den offentlige virksomhed skal finde sin eksistensberettigelse i offentlighedens og politikernes tilfredshed med dens virke.

Enhver udøvende myndighed må legitimere dens virksomhed. Virksomheden bør kunne legitimeres ved at den offentlige organisation følger og omsætter lovgivningen og de politiske beslutninger helt og fuldt. Det vil sige lovmæssig forvaltning med respekt for retsstatslige normer som ligebehandling og forudberegnelighed. Men i et lovgivnings- og reguleringsintensivt samfund opstår der let en situation, hvor det enkelte tilfælde er så unikt, at loven ikke slår til, men må gradbøjes og der må skønnes. Forvaltningen har svært ved at legitimere sådanne skønsmæssige afgørelser og vil let blive kritiseret, uanset hvilken beslutning den træffer.

Der må således anvises en vej ud af denne legitimitetsfælde. En løsning er en så udstrakt brug af demokrati i samfundet som overhovedet muligt. Borgerråd er en mulig løsning. Se også artikel om dette på Politisk dialog/podia.

Er kommisioner ufolkelige?

Det lugter lidt af elite og ufolkelighed når man kommer tæt på fænomenet kommissioner. Der har været en del af dem. Arbejdsmarkedskommissionen, Lønkommissionen, Socialkommissionen, Strukturkommissionen, Velfærdskommissionen, Skattekommissionen, Forebyggelseskommissionen.

Kommissionerne er sammensat af en videnselite. Naturligvis. Samfundet bliver mere og mere vidensintensiv. Videnseliten har ”kun” indirekte magt. De er ikke autoritative beslutningstagere, når bortset fra den videnselite, der lader sig vælge til politiske forsamlinger. Videnseliten kan ”kun” definere problemerne, initiere nye spørgsmål og skaffe det tekniske grundlag for svarene.

Den offentlige sektor agerer i en virkelighed hvor alting står til diskussion. Det gør det, ifølge Filosof Ole Thyssen, CBS, kompliceret at planlægge, fordi planlæggere skal håndtere mange kriterier og forholde sig til bivirkninger på mange områder. Den rationelle økonomiske beslutningsproces, som var simpel og effektiv, fordi den kun arbejdede med ét kriterium, er erstattet af den politiske beslutningsproces, baseret på at mange parter skal deltage. Demokrati købes efter manges mening til den pris, som hedder tab af effektivitet. Det bliver både et problem at skabe konsensus og at finde rationelle handlemåder under usikre betingelser.  

Den politisk-administrative verden er blevet mere kompleks. Politikere og eksperter opererer i en mere omskiftelig verden end tidligere. En lang række områder af samfundet spiller sammen på en ikke kortlagt måde. Én beslutning i et selvstændigt system (f.eks. på beskæftigelsesområdet) får afledte og uintenderede effekter på andre områder, f.eks. sundhedsområdet og undervisningsområdet. Der er brug for en mangfoldighed af viden og der er brug for, at forskellige videnscentre kan spille sammen.

Informations- og vidensmængden er betydelig, nærmest uoverskuelig og det er nødvendigt at kunne koordinere den store mængde af viden, sågar at konfrontere forskellig viden – med viden. Viden er i øvrigt selv en del af problemet, såvel som løsningen på problemet. Der skal viden til at identificere problemer, der skal viden til at løse problemer. Der skal opbygges institutioner, hvor viden fremsiges og nyttiggøres. Grundet samfundets forandringstakt er det, der var løsningen i går, ikke nødvendigvis løsningen i dag. Man kan sige at problemerne af i går måske heller ikke helt lader sig definere på samme måde i dag.    

Det postindustrielle samfund vil forstærke betydningen af videnskab. Det vil gøre beslutningsprocessen mere teknisk, så den skolede intelligens træder i centrum. Det vil forstærke tendensen mod bureaukratisering og ufolkelighed. Det er manges frygt og diverse kommissioner ses som et eksempel på dette.

Information er reduktion af usikkerhed. Men når der er store mængder af information, opstår der meget vel en slags "usikkerhed af anden orden". Når eksempelvis modeller (økonomiske, aktivitetsmæssige, befolkningsmæssige) skal fremskrives, resulterer introduktion af forøget kompleksitet ud over en bestemt grænse i svar, der bliver mindre og mindre pålidelige. Derfor vil bestræbelser på at optimere mål ved at søge efter fuldstændig information være selvødelæggende.

Man kan investere i viden og i frembringelse af viden. Man kan investere i videnskontrol og begrænset udslip af viden. Viden kan skabe lukkede miljøer, på den vis, at viden ikke deles.  

Der er brug for kommissioner i det komplekse samfund. Der er brug for at kvalificere beslutningsgrundlaget og for hjælp til det politiske system til at kunne navigere i det komplekse samfund. Spørgsmålet er bare hvad det analyse- og betænkningsarbejde kommissionerne begår, bliver brugt til af politikerne. Mit svar er: Ikke meget, da politikerne virker reformresistente.

Men betænkningerne kan bidrage til samfundets oplysning. På den måde er kommissionerne faktisk folkelige og introduktionen til denne kommentar om, at kommissioner lugter af ufolkelighed, er ikke helt korrekt.