Problemerne består, selvom fjenden er borte



De libyske oprørere jubler i skrivende stund. Deres tidligere leder oberst Muammar al-Gaddafi blev i dag dræbt, og det fejres lige nu på gader og stræder med larm, råb og endeløse skudsalver op i luften. Glæden er hos den utilfredse libyske befolkning efter mange måneders modstand mod al-Gaddafi enorm, og hans død er endnu et historisk vendepunkt i det arabiske forår.

Kifaya er et arabisk ord, som libyere i lighed med deres oprørske naboer i den arabiske verden har brugt om den situation, de har levet under. Det betyder nok er nok, og med livet som indsats har titusinder kæmpet i snart et år for bedre levevilkår, mere retfærdighed, lighed og ikke mindst frihed.

Som et lyn fra en klar himmel kom de forskellige oprør bag på de mangeårige arabiske ledere, og især al-Gaddafi, der i 1969 ved et regulært statskup tog magten i Libyen, har slået hårdt og ubarmhjertigt ned på de oprørske masser, der også som følge af stigende arbejdsløshed og fødevarepriser simpelthen havde fået nok.

Derfor er det forståeligt, at den libyske befolkning i dag jubler. Men når euforien på et tidspunkt har lagt sig, vågner befolkningen igen op til den barske hverdag, de har kæmpet for at forbedre ved at jage deres samlede fjende. Et kamp, der har allerede nu har haft gevaldige omkostninger for landet og dens befolkning.

Det internationale samfund har som bekendt været en aktiv medspiller i kampen mod Gaddafi-regimets urimelige undertrykkelse, men kun det libyske folk kunne nedlægge herskeren selv. Det har de nu gjort, og det sender et helt tydeligt signal om, at man ikke ustraffet kan slippe afsted med at holde en hel befolkning nede.

Men Libyens problemer stopper langt fra med Gaddafis død. Da han i 1969 kom til magten tog han hele landet i sin vold og magt, og har siden holdt sammen på de mange etniske grupper og klaner, der udgør det samlede Libyen. Nu er Gaddafi væk, og derfor bliver det en kolossal udfordring at undgå kaos i landet.

Jeg er meget glad på libyernes vegne over, at de nu er endnu et skridt tættere på et mere retfærdigt styre. Gaddafi var mere end en rigtig skidt knægt, og mens libyerne jubler, bør vi derfor med god grund spørge os selv, om vi gjorde det rigtige, da vi støttede ham i at tyrannisere sin befolkning?

Vi har selvfølgelig ikke ret til at afsætte statsledere, vi ikke bryder os om, og heldigvis for det. Men sagen er jo den, at Vesten støttede Gaddafi-regimet økonomisk, da Libyens olie- og gasindustri blev liberaliseret for et par år siden.

Det internationale samfund kan dermed også hjælpe det libyske folk og den provisoriske regering med at komme videre. Landet har store oliereserver, og hvis vi for en gangs skyld ser udover vores egne økonomiske interesser og hjælper befolkningen med udvinding og salg af disse, kan vi være med til at sætte gang i landets økonomi igen. Der vil i hvert fald være masser at arbejde med genopbygningen af landet, som vi skylder libyerne at finansiere.

Vi vil her i landet tale om en demokratisering af Libyen, men da jeg sidder her trygt i Danmark langt nordpå, har jeg ingen anelse eller forståelse for det folkelige sind så langt væk. Derfor tror jeg, vi skal passe på med at styre udviklingen i landet. Jeg har også indtil videre fuld tillid til, at libyerne selv kan genopbygge et nyt styre, der bliver langt bedre, for det ville være skæbnens ironi, hvis man sætter livet på spil for at erstatte et korrupt, autoritært og grusomt regime med et tilsvarende.

Det bliver utrolig spændende at følge den fremtidige udvikling i det nordafrikanske land, hvis befolkning fortsat har en lang og sej kamp at kæmpe.

//Bastian Emil Jørgensen

Du er her: Forside Artikler Politik Aktuelt Problemerne består, selvom fjenden er borte